23948sdkhjf

Forvandler ikonisk sygehus til 430 boliger

Aarhus Byråd har godkendt endnu et salg på Amtssygehuset. Den store, centrale sengebygning skal bevares og moderniseres af Raundahl & Co og pensionskasse 

Pensionsselskabet PenSam Pension og totalentreprenør Raundahl & Moesby A/S har sammen vundet konkurrencen om at transformere en ikonisk hospitalsbygning til 430 boliger i centrum af Aarhus. 

Aarhus Byråd godkendte onsdag aften salget på Amtssygehuset, og duoen har vundet udbuddet blandt flere tilbud.

"Det vindende projekt balancerer den svære opgave at bevare og transformere sengebygningen, hvor mange aarhusianere har været indlagt gennem årene, til moderne og velfungerende boliger. Samtidig opføres to nye, moderne u-formede boligkarréer med respekt for historien", skriver kommunen om valget.

Samlet skabes cirka 430 nye hjem i tre bygninger til både unge, ældre og børnefamilier. Det bidrager til den igangværende forvandling af området fra sygehus til et mangfoldigt bykvarter.

Raundahl & Moesby har også vundet et tidligere udbud i byggeprojektet ved Amtssygehuset, der består af i alt 100.000 kvm, som de kommende år kan skabe plads til op mod 900 boliger i to til seks etagers bygninger. 

Projektet består af cirka 50 pct. renovering og 50 pct. nybyggeri og certificeres til minimum DGNB Guld.

83 års hospitalsdrift 

I september 2018 forlod den sidste patient Amtssygehuset efter 83 års hospitalsdrift. Herefter blev 'Udviklingsplanen for Amtssygehuset' skabt sammen med blandt andet borgere og en række andre interessenter med stærke ønsker om at bevare flere af de gamle hospitalsbygninger.

'Udviklingsplanen for Amtssygehuset' blev vedtaget af byrådet den 1. december 2021, og dette er andet arealsalg.

Den nye opgave for Raundahl & Moesby omfatter både renovering af den ikoniske sengebygning, tegnet i 1930’erne af Alex Høeg-Hansen, samt to nye bygninger, der i kombination med en større helhedsplan vil transformere området til en helt ny og grøn bydel. 

Om parterne bag

Pensionsselskabet PenSam og totalentreprenør Raundahl & Moesby er gået sammen under navnet "Aarhus Udbud 2 P/S".

PenSam er pensionsselskab for 483.000 medlemmer fra FOA’s faggrupper, der bl.a. inkluderer SOSU’er og pædagogmedhjælpere. Porteføljen af danske ejendomme er vokset betydeligt de seneste år med investeringer i bl.a. Aarhus og København.

Raundahl & Moesby er specialister i bolig- og erhvervsbyggerier og dækker hele landet.

Projektet indeholder også parkeringskælder under karrébygningerne, mens der også bliver placeret en ny kvartersport centralplaceret i sengebygningen. Porten skaber nye stiforbindelser, der binder området bedre sammen og åbner kvarteret for både beboere og besøgende, lyder ambitionen.

Hos Raundahl & Moesby ser man frem til opgaven:

- De fleste århusianere kender og har et særligt forhold til området omkring Tage Hansens Gade, og der hersker bestemt også en vis respekt omkring de gamle og ikoniske bygninger ved Aarhus Amtssygehus. Vi ser det derfor som et privilegie at få muligheden for at videreudvikle dette helt særlige område i Aarhus, udtaler CSO hos Raundahl & Moesby, Rob Hodgkins, i en pressemeddelelse.

Nu venter processen omkring lokalplanen, som forventes klar i 2024.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065