23948sdkhjf

Medicinalvirksomhed vil bygge fabrik for 500 millioner

Højteknologisk produktionsfabrik skal ligge i Frederikssund

Medicinalvirksomheden Croda vil bygge ny fabrik til en pris af en halv milliard kroner.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Croda udvikler og fremstiller hjælpestoffer - såkaldte adjuvanter - til andre medicinalvirksomheders vacciner og holder i dag til i Frederikssund, hvor man ønsker at bygge ny fabrik.

Den nye, højteknologiske produktionsfabrik skal være 1500 kvm stor og 15 meter høj. 

Samtidig skal der bygges et 15 meter højt lager i to eller tre etager på 3000 kvm. Her skal også bygges en administrationsbygning i et forskudt plan på 1000 kvm i to eller tre etager med mulighed for en tagterrasse øverst oppe.

Moderselskab betaler 

Ifølge kommune- og lokalplan må man ikke bygge så højt i området, hvor der ligger boliger i nærheden, men på et udvalgsmøde i kommunen i efteråret har politikerne ifølge Sjællandske Medier givet dispensation og grønt lys til byggeriet, der nu kun venter på en byggetilladelse.

Det er firmaets engelske moderselskab Croda International, der er klar til at investere en halv milliard i en ny fabrik i Frederikssund. Udvidelsen sker som følge af en øget efterspørgsel.

- Vi har en ny generation af adjuvanter til nye typer vacciner på vej, og de kræver nye produktionsfaciliteter, fortæller Peter Tygesen, adm. direktør Croda i Danmark, til Sjællandske Nyheder.

Covid-vacciner 

Lige nu er 120 medarbejdere beskæftiget hos Croda. Virksomhedens direktør forventer, at antallet af medarbejdere vil vokse til omkring 200, når de nye produktionsfaciliteter er bygget.

Croda hed tidligere Brenntag Biosector og har produceret hjælpestoffer til vacciner i mange årtier. 

Da mange af verdens førende vaccinefirmaer for et års tid siden gik i gang med at udvikle vacciner mod covid-19, blev Frederikssund-virksomheden en del af udviklingen af 12 covid-vacciner verden over.

Croda har blandt andet været med til at udvikle den amerikanske Pfizers vaccine, der som den første blev godkendt af EU.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078