23948sdkhjf

Fynsk entreprenør havde "heftig aktivitet" i 2022

Skjøde har flere store projekter i ordrebogen. Alligevel forventer direktør et fald i omsætningen i år 

'Heftig aktivitet' i samtlige måneder sidste år betød, at den fynske koncern H. Skjøde Knudsen Holding A/S - hvis største enhed er entreprenørvirksomheden Skjøde - kom ud af 2022 med en omsætning på 738,5 mio. kr., hvilket er 23 pct. mere end året forinden.

Stigende indkøbspriser kombineret med faste priser til kunderne betød imidlertid, at bundlinjen ikke oplevede samme vækst.

Årets resultat landede således på 51,7 mio. kr. mod 47,7 mio. kr. i 2021. 

Alligevel er der stor tilfredshed at spore blandt ledelsen.

- Vi glæder os naturligvis over et fint 2022-regnskab, der ender som forventet takket være høj aktivitet, god projektstyring og en dedikeret indsats fra alle medarbejdere i koncernen, udtaler koncerndirektør Allan Nielsen i en pressemeddelelse.

Store projekter på vej 

Foruden entreprenørvirksomheden Skjøde omfatter H. Skjøde Knudsen Holding A/S blandt andet Odense Bygningsservice A/S og ejendomsselskabet Gartnerhaven Odense A/S.

Og det var da også særligt Odenses nye bydel, Gartnerbyen, der sidste år trak en stor del af aktivitetsniveauet. Skjøde står som udviklende totalentreprenør bag projektet, hvor virksomheden frem mod efteråret 2024 skal opføre godt 1.900 boliger i 22 byggefelter.

Derudover er Skjøde til stede i Randers, hvor man er involveret i flere projekter i den nye bydel Sporbyen Scandia – herunder et kommende projekt for Lærernes Pension på 306 boliger, der er virksomhedens største enkeltstående projekt nogensinde.

Forventer toplinje-fald 

Men trods de store projekter i pipelinen forventer ledelsen et lavere aktivitetsniveau i 2023. 

Det gør dog ikke så meget, lyder analysen.

- Fra et brancheperspektiv gør det dog ikke noget, at vi får taget toppen af aktivitetsniveauet, så vi som branche forhåbentligt kan få normaliseret prisniveauet igen, siger Allan Nielsen.

H. Skjøde Knudsen Holding A/S havde i 2022 en overskudsgrad på 9,1 pct., hvilket er sammenligneligt med de to foregående regnskabsår. Samtidig ligger soliditetsgraden på 48,4 pct., og egenkapitalen er på 119,2 mio. kr.

- Både overskudsgrad og soliditetsgrad giver os et grundlag for også at kunne håndtere eventuelle nedgangstider med lavere aktivitet, siger Allan Nielsen.

Om virksomheden 

  • H. Skjøde Knudsen Holding A/S er koncernselskab for Skjøde, Odense Bygningsservice A/S, Gartnerhaven Odense A/S og Brenderup Ejendomsselskab A/S.
  • Skjøde blev grundlagt af stifter Hans Skjøde Knudsen i 1972.
  • Hovedkvarter i Odense.
  • Beskæftiger ca. 123 medarbejdere.

Kilde: Virksomhedens hjemmeside

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078