Klassisk håndværk og specialopgaver skæpper i kassen
Renoveringsprojekter i fredede og bevaringsværdige bygninger, specialopgaver i liebhavervillaer og ombygning af medicinalbygninger skaber travlhed og resultater hos Moestrup Tømrer & Snedker ApS.
Tømrer- og snedkerfirmaet i Tune på Østsjælland har de senere år skruet op opgaver, hvor kombinationen af det klassiske håndværk og en moderne maskinpark giver mulighed for at tilbyde specialløsninger, der i øget omfang efterspørges.
– Nu har vi efterhånden været i markedet i over 30 år, og mens der har været perioder, hvor alt gik op pris og hastighed, så mærker vi i stigende grad et ønske fra kunderne om at få langtidsholdbare løsninger og seriøs rådgivning, når de skal have løst en opgave, siger tidligere indehaver Niels Moestrup i en pressemeddelelse fra firmaet.
At kunderne kvitterer for virksomhedens fokus, afspejler sig i 2022-regnskabet, hvor bruttofortjenesten nåede 11 mio. kr., hvilket var godt 10 pct. over niveauet i 2021. Hertil kommer et 2022-resultat efter skat på 2,3 mio. kr., svarende til en vækst på tæt på 70 pct. i forhold til året før.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. kr. | mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 11,0 | 9,9 |
Resultat før finansielle poster | 3,0 | 1,8 |
Resultat før skat | 3,0 | 1,8 |
Årets resultat | 2,3 | 1,4 |
Aktiver i alt | 11,7 | 12,1 |
Egenkapital | 5,1 | 3,3 |
Antal ansatte | 18 | 19 |
Kilde: CVR |
Spare tid med eget værksted
Tune-firmaet løser opgaver i både hoved- og fagentreprise og beskæftiger omkring 20 medarbejdere, heraf tre lærlinge. Med stort maskinsnedkeri er det muligt at udføre opgaver, der ellers ville tage uforholdsmæssigt meget tid med traditionelle værktøjer.
– Især til fredede og bevaringsværdige bygninger har vi mulighed for at producere vinduer, døre, karme og paneler i den stil, som bygningen blev tegnet i. Det gælder blandt andet på Vestersøhus i København, hvor vi har leveret egenproducerede vinduer i træ til bagsiden af bygningskomplekset og netop er gået i gang med døre og vinduer på ydersiden, fortæller Niels Moestrup.
Det seneste år har også budt på specialopgaver i flere liebhavervillaer. Interiør som skabe, køkkener, møbler og unikt designede apteringer er blandt opgaverne, der udvendigt også tæller orangerier, tagkonstruktioner med karnapper og kviste samt løsninger i kobber og zink.
– Som håndværker er det en fornøjelse, når man oplever kunder, der værdsætter detaljerne i det udførte arbejde. Og især på specialopgaverne, hvor svendene virkelig får mulighed for at folde deres faglighed ud, kan vi mærke, at både kunde- og medarbejdertilfredshed får et nøk op, fastslår Niels Moestrup.
Mens nybygninger efterhånden er en sjældenhed hos Moestrup, så er renoveringer og ombygninger i eksempelvis medicinalbranchen og fødevareindustrien et af de områder, der kræver en særlig ekspertise inden for blandt andet renrum.
Moestrup Tømrer & Snedker - Overtaget af FB Gruppens ejer
Moestrup Tømrer & Snedker Aps blev i november 2019 overtaget af Hans-Bo Hyldig, hovedejer og adm. direktør i FB Gruppen, gennem selskabet Hyldig Holding ApS.
Overtagelsen skete efter, at Niels Moestrups tidligere firma, Moestrup Alufacader Aps, gik konkurs samme måned. Firmaets konkurs førte også til personlig konkurs for Niels Moestrup.
- Jeg har brugt mange af mine penge fra tømrerfirmaet i alufirmaet. Jeg har kautioneret her og spændt mig for hårdt for, fortalte Niels Moestrup i Licitationen tilbage i november 2019.
Dengang fortalte den nuværende eneejer Hans-Bo Hyldig blandt andet:
- Jeg har muligheden, og jeg ser en sund tømrervirksomhed. Det er alu-aktiviteterne, som har givet udfordringer.