Ny direktør i Arkil
Divisionsdirektør Jørgen Søndergaard er udnævnt til direktør i Arkil A/S og får ansvaret for de danske aktiviteter.
- Vi synes, efter nogle lidt barske år, at tiden nu er inde til at geare os mere til fremtiden. Det er vigtigt, at der er et ledelsesmæssigt overskud til at behandle både muligheder og udfordringer med tilstrækkelig grundighed. Da vi også ser et behov for at bruge mere energi på den overordnede udvikling, herunder vores udenlandske aktiviteter, falder dette skridt os naturligt, siger Jesper Arkil.
51-årige Jørgen Søndergaard er uddannet teknikumingeniør og blev ansat som entrepriseleder i Arkil tilbage i 1986. Han har siden bestridt jobs som projektchef, regionschef, afdelingschef og sektionschef, inden han i 2007 blev direktør for Arkils samlede anlægsaktiviteter. Om den nye udnævnelse siger han:
- Jeg synes, det er en spændende udfordring. Firmaet har flyttet sig meget i de seneste par år, og trods krisen har der også vist sig nye muligheder. Forudsætningen for at gribe dem er skarpt fokus på den daglige forretning, såvel som på den faglige udvikling. Det glæder jeg mig til at stå i spidsen for.
Jørgen Søndergaard optages som følge af udnævnelsen i direktionen for Arkil A/S, hvis øvrige medlemmer er administrerende direktør Jesper Arkil og økonomidirektør Heine Heinsvig.
Det børsnoterede Arkil Holding A/S – der hidtil i praksis blot har fungeret som holdingselskab, med administrerende direktør Jesper Arkil som eneste ansatte udvider også direktionen. Det sker pr. 1. juni 2013, hvor økonomidirektør Heine Heinsvig og forretningsudvikler Jens Skjøt-Arkil indtræder.