Partnerskab skærer i sygehus' energiforbrug
Sygehus Thy-Mors har i flere år haft et partnerskab med Schneider Electric om renovering af sygehusets bygninger. Siden 2010 er sikret en årlig strømbesparelse på 10 procent.
Gennem et fast samarbejde med energispecialisten Schneider Electric har sygehuset fokus på at optimere både bygninger og energiforbruget samtidig med, at patientsikkerheden bliver forstærket.
- I det daglige arbejder vi på at forbedre energiregnskabet og samtidig søsætte projekter, som varigt kan reducere især vores el-forbrug på trods af et stigende aktivitetsniveau. Det kræver et fælles fodslag og fokus på at skabe merværdi i et langsigtet partnerskab, og den samarbejdsmodel har vi stor glæde af med Schneider Electric, siger Jan Christensen, der er teknisk chef på Sygehus Thy-Mors.
Nordjyske klimamål
Energirigtig drift på sygehuset skal være med til at opfylde Region Nordjyllands ambitiøse mål om at reducere CO2-udslippet med 2 procent hvert år frem til 2025. Partnerskabet med Schneider Electric er en vigtig del i at skabe vedvarende besparelser på el-, varme- og vandforbruget gennem mere energieffektiv sygehusdrift. Det skal samtidig være med til løbende at forbedre arbejdsmiljøet blandt ansatte og øge patientkomforten.
- Langt hen ad vejen påtager vi os selv ejerskab til at udføre en del af arbejdet i samråd med Schneider Electric. Man kan sige, at vi benytter Schneider Electric som fast sparringspartner frem for at indkøbe enkeltprojekter med faste budgetter, hvor ulempen kan være, at leverandøren er ude af døren, når sidste ledning er forbundet, siger Jan Christensen, der vurderer, at de fleste større projekter alligevel skifter karakter undervejs og derfor vinder ved i fællesskab at blive tilpasset.
Indtil videre har den målrettede energiindsats givet en årlig strømbesparelse strøm 10 procent siden 2010.
Tæt samarbejde bag grønne løsninger
Et af de steder partnerskabet mellem Sygehus Thy-Mors og Schneider Electric har haft stor effekt er CTS-systemerne, som er blevet udskiftet på begge enheder. Det har gjort det muligt at behovsstyre ventilationen i kantiner, centralkøkkener og kontorer fra en og samme platform, som giver et bedre overblik, så det er nemmere at spare på energien uden medarbejdere og patienter lægger mærke til det. Derudover sikrer PIR- og CO2-målere en høj, ensartet luftkvalitet i alle zoner og forhindrer unødvendig ventilation, når kantinen eksempelvis kun er sparsomt besat.
- Udviklingen af den konkrete løsning skete i et tæt samarbejde med Schneider Electric over en to-årig periode, hvor vi undervejs har tilpasset løsningen og samtidig opbygget en værdifuld viden om energistyring og indeklima her på stedet, siger Jan Christensen.
Det tætte og langsigtede samarbejde med Schneider Electric skaber ikke kun merværdi i form af varige energibesparelser, men det er også med til at opbygge værdifuld viden hos sygehusets tekniske afdeling. Samarbejdet viser, hvordan partnerskaber kan strække budgetterne til energioptimering.