Startskud til stort Odense-projekt
Efter flere års forberedelser sætter Partnerskabet bag omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade nu omfattende arkæologiske udgravninger i gang i centrum af Odense.
2
Billeder
En ny udstilling i Infoboksen vil vise fund og fortælle om de arkæologiske udgravninger, som nu begynder på I. Wilhelm Werners Plads.
Der er endnu et stykke tid til at selve anlægsarbejdet går i gang og dermed virkeliggør visionen om at omdanne Thomas B. Thriges Gade til en helt ny bydel i Odense. Det er dog ikke for tidligt at begynde de arkæologiske udgravninger på stedet, for den slags omhyggeligt gravearbejde tager sin tid.
Spor af det tidligste Odense
Foran sig har det 10 mand store team af arkæologer to og et halvt års arbejde med at undersøge og dokumentere kulturlagene i det i alt 10.300 m2 store udgravningsområde.
I første omgang er det dog I. Vilhelm Werners Plads bag Odense Rådhus, som skal graves minutiøst igennem med graveskeer og koste. Det er her på gruspladsen, at arkæologerne venter at gøre de mest interessante fund. Håbet er at finde hele husrækker med baggårde og sidebygninger fra middelalderen.
- Det er Knud den Helliges Odense vi kommer til at finde mest fra. Hvis vi er heldige, finder vi også tidligere bebyggelser, og hvis vi er meget heldige, finder vi spor af det tidligste Odense og vil måske på den baggrund endelig kunne fastslå, hvornår og hvordan Odense opstod som by, fortæller udgravningsleder Mads Thagård Runge fra Odense Bys Museer.
Også Odenses borgmester glæder sig over, at omdannelsesprojektet giver mulighed for at lære mere om byens historie:
- Det bliver spændende at se, hvordan Odense igennem århundreder har forandret sig efter tidernes skiften. Især nu, hvor vi selv står overfor historiske forandringer i vores by. Det er forandringer, som vil forberede os på fremtiden og starte et helt nyt kapitel for Odense. Nu kan vi så samtidig føje kapitler til byens spændende forhistorie. Det arbejde glæder jeg mig meget til at følge, siger Anker Boye.
Starten af udgravningerne markeres den 8. maj med taler af borgmester Anker Boye, adm. direktør i Realdania, Flemming Borreskov og rådmand for by og kultur; Steen Møller. En drøm for mange er, at det lykkes at finde Knud den Helliges forsvundne Kongsgård, som lå i området. Det er arkæologerne dog ikke så optimistiske omkring, påpeger Mads Thagård Runge.
FAKTA
Fra 2013 til 2020 omdannes den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade til et bilfrit byrum midt i Odense. Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie. Der bygges ca. 53.000 etage m2 med plads til ca. 350 boliger og 500 arbejdspladser.
Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania med Entasis som rådgiver. Budgettet udgør 710 mio. kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio. kr. De resterende 200 mio. kr. finansieres ved salg af byggeretter.
De arkæologiske udgravninger strækker sig over ca. 2,5 år og 10.300 m2. Udgiften til udgravningerne er på 37 mio. kr. Prisen er en maksimum pris.
Læs meget mere om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade på fragadetilby.dk.