Medanklaget tilstår også i sag om storentreprenørs insiderhandel
Retssagen bliver formentlig hurtigt overstået. Begge de anklagede i sagen om insiderhandel med Alm- Brand-aktier vil erkende sig skyldige, når retten er sat i næste måned.
I sidste uge kom det frem, at den nordjyske ejendomsudvikler Søren Enggaard tilstår insiderhandel, og nu vil storbonden Flemming Fuglede Jørgensen, tidligere bestyrelsesmedlem i Alm. Brand, også erkende og modtage sin straf.
Det fremgår af et anklageskrift, som Anklagemyndigheden har sendt til retten i Aalborg, og som Børsen har fået aktindsigt i. Flemming Fuglede Jørgensens advokat bekræfter overfor erhvervsmediet, at tiltalte vil erkende sin rolle i sagen og acceptere en bøde.
Telefon på medhør
Sagens kerne er informationer om Alm. Brand overtagelse af forsikringsselskabets Codans danske aktiviteter i juni 2021, som Flemming Fuglede Jørgensen ulovligt havde tippet sin gode ven Søren Enggaard om, inden det blev offentligt.
Den fortrolige information videregav det tidligere bestyrelsesmedlem telefonisk til Søren Enggaard på en færgetur mellem Odden og Aarhus. Telefonsamtalen var dog så højlydt – angiveligt var mobilen sat på medhør - at flere medpassagerer overhørte den.
Søren Enggaard har som nævnt allerede valgt at tilstå, at han i juni 2021 købte for knap en million kroner aktier i Alm. Brand A/S på baggrund af tippet i håb om, at aktierne ville stige i pris dagen efter.
Den kommende straffesag er programsat til 8. maj.
Søren Enggaard, der tirsdag fylder 77 år, har tidligere i år sluppet tøjlerne i sin koncern.
Flemming Fuglede, 69, er forhenværende formand for organisationen Bæredygtigt Landbrug.