Nordstern samler det hele i ét
I dag 12. april 2023 fusioneres entreprenør- og udviklingskæmpen Nordsterns virksomheder formelt, så selskabet fremover fungerer under ét fælles CVR-nummer, Nordstern Aps med adresse i Horsens, fremgår det i en pressemeddelelse.
Det sker et lille år efter, at det daværende Casas ejer siden 2021, investeringsfonden ActivumSG Capital Management, offentliggjorde en aftale om køb af KPC med stifter Kurt Poulsens familie samt adm. direktør i koncernen Bo Knudsen.
Planerne om en fusion af det, som er en af Danmarks største totalentreprenører og ejendomsudviklere, blev godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kort efter.
Vi skulle frem til oktober, inden de fælles fusionsnavn, Nordstern, blev præsenteret for omverdenen.
2022-regnskabet fra fusionskæmpen viste en omsætning på 6,05 mia. kr. mod 5,29 mia. kr. i 2021. Det er virksomhedens højeste omsætning nogensinde. Til tallene skal bemærkes, at årsregnskaberne for 2022 blev aflagt separat for Casa og KPC Holding.
I et interview med Licitationen satte topchef Torben Modvig en tyk streg under ambitionen: Nordstern skal sætte sig på byggeriets trone.
Dobbelt intern fusion
Med sammenlægningen, som nu bliver en realitet, fusioneres Nordstern Herning og Nordstern København ind i Nordstern ApS.
Der sker samtidig en fusion af datterselskaberne Nordstern Ejendomsudvikling og Nordstern Projekt med sidstnævnte som det fortsættende selskab.
Nordstern har fortsat kontorer i Herning, Aarhus, Horsens og Søborg.