Manglende hænder hos Banedanmark kan udskyde jernbaneprojekter
Banedanmark har udfordringer med at ansætte nok ingeniører, jurister og it-specialister.
Det skriver Børsen.
Avisen har fået aktindsigt i et notat fra november 2022.
Ifølge notatet havde Banedanmark på det tidspunkt blandt andet 46 ledige ingeniørstillinger, hvor det var svært at finde en kandidat.
Anne Hougaard Olesen, som er økonomi- og ressourcedirektør i Banedanmark, siger til Børsen, at de ofte oplever, at folk vælger Banedanmark fra på grund af lønnen.
- Vi ser det som en stor udfordring, at vi ikke er konkurrencedygtige i forhold til løn og ser det også som afgørende, at vi finder en løsning herpå, hvis vi skal lykkes med at rekruttere og fastholde medarbejdere med de rette kompetencer, som skal være med til at sikre, at de planlagte baneprojekter i de kommende år frem mod 2030 kan gennemføres, siger hun til avisen.
Anne Hougaard Olesen siger samtidig, at man kan blive nødt til at undersøge, om mindre anlægsprojekter kan udskydes.
Det kan eventuelt ske ved at vedligeholde de eksisterende skinner i stedet for at bygge nyt.
Johanne Nordmann, som er formand for Djøf Offentlig, kalder det i et skriftligt citat til Ritzau for et alvorligt problem, at offentlige arbejdspladser kan have så svært ved at rekruttere.
- Vigtige samfundsfunktioner – som her vores infrastruktur – kommer til at lide under manglen på de rette kompetencer, siger hun.
Johanne Nordmann mener ikke, at løn står alene. Ifølge hende udgør løn, arbejdsvilkår og meningsfuldhed i jobbet den samlede pakke, som medarbejderne vurderer.
Transportminister Thomas Danielsen (V) har ikke ønsket at kommentere problematikken over for Børsen.
Men Socialdemokratiets transportordfører Benny Engelbrecht siger til avisen, at man ikke kun kan se på kroner og ører. Han mener, at det generelt er svært at skaffe eksperter og specialister.
/ritzau/