Tvist efter grundsalg sender dørproducent i konkurs
Efter mere end 30 år er der sat en stopper for produktionen hos Rødbo Døre i Haderslev. I sidste uge blev Anpartsselskabet Rødbo således taget under konkursbehandling på baggrund af en egenbegæring, der imidlertid ikke er indgivet med direktørens gode vilje.
– Jeg synes, det er enormt trist – jeg brænder stadig for det, vi laver, og det samme gør medarbejderne, fortæller Mike Benjamin Rogers.
Grundsalg blev til kattepine
At det alligevel er endt, som det er, hænger ifølge direktøren sammen med en opgave, der stod højt på to do-listen, da han i 2019 overtog posten efter sin svigerfar, Rødbos grundlægger.
– En af de vigtige opgaver var at få solgt grunden og bygningerne på Vinkelvej 2, og det lykkedes vi med i 2021, fortæller Mike Benjamin Rogers.
Det bekræftes af årsrapporten fra samme år, hvor avancen på 5,5 mio. kr. fra salget pynter på det samlede resultat, der landede på knapt 400.000 kr. I samme årsrapport kan man læse, at virksomheden via gældseftergivelse fra moderselskabet modtog et skattefrit koncerntilskud på 4 mio. kr. i årets løb, og efter en årrække med underskud, så det altså ud til at lysne for den sønderjyske dørproducent. Ikke desto mindre blev årsrapporten den sidste fra selskabet, der med grundsalget havnede i lidt af en kattepine.
– Da det er en gammel industrigrund ved havnen i Haderslev, og der derfor med meget stor sandsynlighed kunne forekomme forurening, valgte min svigerfar at få lavet boreprøver, hvor én viste noget petroleumsholdig materiale i øverste jordlag, men dengang mente kommunen ikke, at der skulle gøres noget ved det – kort efter vi har solgt, påstår køber så, at der er tale om en kraftig forurening, som de i første omgang også påstår, at det er os, der står bag, fortæller Mike Benjamin Rogers.
Efter salget har prøver ifølge Rødbo-direktøren vist, at der desuden er meget tørv i jordbunden, hvilket vanskeliggør fundering, mens overfladeforureningen ifølge Mike Benjamin Rogers er påvist på et mindre areal. Og det, fortæller han, har altså ført til tvisten mellem sælger og køber, der derfor via advokat har valgt at gøre krav på 5 mio. kr. mod den nu konkursramte virksomhed.
– Vi ved jo ærlig talt ikke særlig meget om at handle med grunde og ejendomme, men selvom der står i købskontrakten, at det er os uvedkommende, hvad grunden skal bruges til, og vi har gjort opmærksom på, at der er blød jordbund, mener de, at vi har solgt i ond tro, og derfor kræver de, at vi betaler for at få al den forurenede jord kørt væk, forklarer Mike Benjamin Rogers om kravet, der altså endte med at udløse begæringen om konkurs.
På vej op
Hos advokat Anders Tourlin Kolte, der er udpeget som kurator på sagen, er overblikket fortsat ikke fuldstændigt, men ifølge ham er der stadig en chance for, at aktiviteterne kan videreføres.
– Det er ikke opgivet endnu, at man kan gøre noget, ikke nødvendigvis i samme form men håbet er, at aktiviteterne kan sælges, siger advokaten.
Viser en køber sig klar til at overtage maskineriet med henblik på en videreførelse, melder Mike Benjamin Rogers også klar til at fortsætte.
– Jeg føler ikke, at jeg er færdig med det her. Jeg er stolt af de produkter, vi laver, og det samme gælder medarbejderne, så hvis nogen byder ind, er jeg selvfølgelig interesseret i at komme med på rejsen, lyder det.
Mike Benjamin Rogers er nemlig ikke i tvivl om, at der fortsat er potentiale i den sønderjyske dørproduktion, og var det ikke for tvisten omkring grundsalget, er det hans vurdering, at virksomheden befandt sig på en opadgående formkurve.
– Da jeg kom ind i 2019, havde der været underskud i de seneste seks-syv år. I 2021 lykkedes vi med at lave overskud, og det samme i sidste halvår af 2022, og det er i sig selv en stor bedrift, som jeg er stolt over, siger han.
Sideløbende blev der forhandlet med en potentiel investor, der ifølge Mike Benjamin Rogers egentlig var klar til at hjælpe Rødbo ”op på næste niveau”.
– Men med den sag hængende over hovedet er det ikke noget, han vil gå ind i, og jeg har ikke selv kapital til at investere det, der kræves, så kan vi ikke få en investor med, stopper det her, fortæller Rødbo-direktøren, der ikke endnu er klar til at opgive håbet om en videreførelse.
– Jeg kan ikke afvise, at en mulig investor dukker op, og selvfølgelig er det, det vi håber på – men jeg kan heller ikke sige, at der er en på vej, lyder det.