Udenlandsk interesse i at bygge stort biogasanlæg
Ni danske og udenlandske virksomheder har deltaget i prækvalifikationen på Danmarks største biogasanlæg, som ENVO Group etablerer i Tønder
ENVO Group har netop gennemført en prækvalifikation på etablering af biogasanlægget i Tønder i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Grontmij, og her deltog i alt ni danske og udenlandske virksomheder.
- Vi er meget tilfredse med resultatet af prækvalifikationen på Biogas Tønder. Den store interesse for at få del i opgaven understeger omfanget og betydningen af det kommende anlæg i Tønder, siger Bo Asmussen.
Af de ni virksomheder er der nu udvalgt fire til at deltage i udbuddet. De fire er valgt ud fra en vurdering af, at de har tilstrækkelig finansiel og teknisk kapacitet til at opfylde den omfattende kontrakt.
De fire udvalgte firmaer er:
Burmeister Wain Scandinavian Contractor A/S
Krüger A/S
Purac AB
SFH Group A/S
Udbuddet ventes afviklet i løbet af sommeren, så kontrakten kan underskrives til efteråret. Selve byggeriet af biogasanlægget går efter planen i gang i oktober eller november i år. Og indtil videre går alt efter planen.
- Projektets fremdrift er rigtig god. Vi følger tidsplanen. Samtidig glæder vi os over den store interesse og opbakning fra lokalsamfundet, både fra landmændene, landbrugets organisationer, kommunens borgere og Tønder Kommune, siger Bo Asmussen.