Nedrivning og ombygning skal få lejere tilbage i Nakskov
Et statsligt nej er blevet til ja, så nu kan Nakskov Almene Boligselskab komme videre med en omfattende nedrivning og ombygning på Lollands største by.
Sagen omhandler fremtiden for boligafdelingen Rosenparken i Nakskov, som de seneste år har haft svært ved at tiltrække lejere, fordi den 75 år gamle bebyggelse er nedslidt, uden elevatorer og er indrettet med små rum i boligerne.
Behovet for fornyelse har med andre ord været tydeligt, og derfor godkendte Lolland Kommune i 2020 Nakskov Almene Boligselskabs renoveringsplaner for afdelingen.
Helhedsplanen og den ønskede fremtidssikring af området indebærer nedrivning af tre boligblokke plus at anden sal-boligerne på de resterende blokke fjernes. I alt 96 af boligerne bliver derned nedlagt. Desuden skal de tilbageværende 30 stueboliger ombygges til tilgængelighedsboliger, mens de 30 førstesals boliger skal renoveres og istandsættes.
Planen om nedrivning har dog været udfordret, da projektet har skullet godkendes af styrelsen på boligområdet.
Genstart og udbud
En ansøgning til den daværende Bolig- og Planstyrelse blev i første omgang afvist. Men efter at have fået genbehandlet sagen med udgangspunkt i supplerende oplysninger, har den nye Social- og Boligstyrelse nu godkendt ansøgningen.
Nakskov Almene Boligselskabs formand, Michael Demsitz, ser frem til endelig at få sat skub i renoveringssagen:
– Bebyggelsen omkring Rosenparken har tjent sit formål, men det er også vigtigt at bevare de almene boliger i lokalområdet. Ambitionen for Rosenparken er med inspiration fra et af vores andre boligområder, nemlig Søhusene, at få vendt området til et eftertragtet område med nogle nye attraktive rammer, der passer til fremtidens beboere og det omkringliggende lokalsamfund.
Pålsson Arkitekter, der er totalrådgiver på projektet, skal nu genstarte projekteringen af nedrivnings-, nybyg- og renoveringssagen. Herefter skal opgaven i udbud.
Forventningen fra Nakskov Almene Boligselskab er at kunne komme i gang med byggeriet i 2024