23948sdkhjf

Landskabsarkitekt udvider ejerkredsen

Tegnestuen Schønherr udvider ejerkredsen og etablerer ny bestyrelse. Rasmus Stougaard bliver ny markedsdirektør

Schønherr udvider ejerkredsen med optagelse af arkitekt Rasmus Stougaard som ny partner og markedsdirektør.

Rasmus Stougaard er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus og har været hos Schønherr siden 2008, hvor han gennem den seneste årrække har været associeret partner.

Med forfremmelsen til partner bliver Rasmus Stougaard en del af Schønherrs ejerkreds sammen med partner og adm. direktør Nina Jensen, og landskabsarkitekt Rikke Juul Gram, som er partner og kreativ direktør.

Tiden er inde til, at vi bruger dette år på at lægge strategien for tegnestuens fremtidige kurs Nina jesnen, adm. direktør, Schønherr

Rasmus Stougaard får det overordnede ansvar for markedsudvikling, og hans tiltræden sker samtidigt med offentliggørelsen af årsrapporten for 2022, der kan berette om en nedgang i året resultat fra knap 1,8 mio. kr i 2021 til 1,3 mio. for 2022. Til gengæld oplever tegnestuen en stigning i sin bruttofortjeneste - fra 20,3 mio kr. til 21,1 mio. - og har en ganske fornuftig ordrebog. 

Derfor tøver adm. direktør Nina Jensen ikke med at sige, at Schønherr er kommet godt ud af 2022:

- På baggrund af de senere års voksende omsætning kommer vi i 2023 til at planlægge virksomhedens fremtidige vækst. Tiden er inde til, at vi bruger dette år på at lægge strategien for tegnestuens kurs. At ledelsen nu står på tre ben – økonomi, arkitektur og markedsudvikling kombineret med en ny bestyrelse – er den allerbedste forudsætning for fremtidens Schønherr, siger hun i en pressemeddelelse.

Klimaforandret landskab

Rasmus Stougaard ser frem til at tiltræde sin nye stilling.

- Sammen med kollegerne glæder jeg mig til at fortsætte tegnestuens udvikling af de værktøjer og alliancer, der bør gå forrest i planlægning af både grøn erhvervsudvikling og et klimaforandret landskab, siger han blandt andet i forbindelse med udnævnelsen.

De øvrige associerede partnere, Mi Koudal Randlev, Sanne Slot Hansen og Jakob Sandel, der dækker hvert deres fagområde, vil fortsat være vigtige nøglepersoner i tegnestuens faglige profil, lyder det fra selskabet.

Partner og kreativ direktør Rikke Juul Gram uddyber behovet for at sætte turbo på den grønne omstilling:

- Forvaltningen af fremtidens danmarkskort kan enten blive som et trafikuheld i slowmotion eller en fantastisk mulighed for biodiversitet og grøn omstilling. Derfor skal vi være klar til at løfte opgaverne. De store, klimaskabte udfordringer kan ikke løses uden specialiseret viden, og det er vores ambition at sætte præg på samfundsudviklingen, understreger Rikke Juul Gram.

Ny bestyrelse

Derfor er der etableret en ny og erfaren bestyrelse, der skal bidrage til udviklingen af tegnestuens fremtidsstrategi.

Bestyrelses-forkvinde Bente Priess Andersen, som er adm. direktør i Fischer Lighting og konsulent i BPA Consulting, skal understøtte virksomhedens vækststrategi, mens Mikal Hallstrup, stiftende partner i Designit, skal rådgive tegnestuen omkring innovation og strategisk udvikling.

Udover Bente Priess Andersen og Mikal Hallstrup indgår Rikke Juul Gram og Nina Jensen i også Schønherrs bestyrelse.

SCHØNHERR A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 21,1 20,3
Resultat af primær drift 1,8 2,3
Resultat før skat 1,7 2,3
Årets resultat 1,3 1,8
Egenkapital 3,8 4,5
Antal ansatte 29 28
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095