Anlæg skal forebygge oversvømmelser i Kolding
Første spadestik er taget til pumpe-sluse-anlægget ved udmundingen af Kolding Å. Dermed går byggeriet nu for alvor i gang.
Sammen med opstuvning af vand i Kolding Ås opland er pumpe-sluseanlægget Koldings største klimatilpasningsprojekt og et "nøgleprojekt" i BlueKolding og Kolding Kommunes bestræbelser på at klimatilpasse Kolding, så midtbyen bliver bedre rustet til klimaforandringerne.
Det skriver kommunen i en nyhed på sin hjemmeside.
Anlægget er budgetteret til at koste 125 mio. kr. og forventes færdigbygget i 2025.
Kan flytte store mængder
Det skal i drift, når der er skybrud, langvarig nedbør eller ved høj vandstand i Kolding Fjord.
- Når det er i drift vil fire kæmpestore såkaldte Archimedes-skruer kunne flytte 20 kubikmeter vand i sekundet. Det svarer til, at Svømmestadion Esbjerg med 3. mio. liter vand ville kunne tømmes på 2,5 minut, skriver kommunen og fortsætter:
- Når sluseportene lukkes og pumperne sættes i gang, flyttes åvandet fra Kolding Å til Kolding Fjord. Det betyder, at anlægget kan fjerne så meget vand i Kolding Å med pumperne, at der bliver plads til de store vandmængder, der kommer fra oplandet til Kolding Å i forbindelse med for eksempel skybrud. På den måde er anlægget med til at sikre, dels at Kolding Å ikke løber over sine bredder, og dels at Kolding Å kan fungere som opsamlingsbassin for tag- og overfladevand fra Kolding midtby og fra oplandet.
Totalrådgiver på projektet er Cowi A/S, tegnestue er Arkitema og entreprenør er MJ Eriksson.