23948sdkhjf

Flere ordrer får ingeniører til at ansætte

Fremgang inden for især eksport, boligbyggeri og energi skaber nye job i den rådgivende ingeniørbranche.
Der er en spirende optimisme at spore blandt danske rådgivende ingeniørvirksomheder. Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har undersøgt konjunkturerne blandt sine medlemmer, der giver udtryk for bred optimisme og tiltro til øget vækst og beskæftigelse i branchen.

Konjunkturmålingen fra FRI viser således, at 43 procent af branchens virksomheder på landsplan forventer at øge antallet af ansatte over de næste seks måneder. I oktober 2012 var der 38 procent af virksomhederne, der forventede flere ansatte. Derimod forventede 31 procent at reducere antallet af medarbejdere. Det tal er faldet til blot 1 procent i april 2013.

- Tallene viser, at de rådgivende ingeniørvirksomheder har genfundet optimismen siden sidste konjunkturmåling. Deres forventninger til den fremtidige ordrebeholdning indikerer, at branchen ser mere positivt på muligheden for vækst i den kommende tid. Men krisen er ikke helt forbi endnu, og det betyder, at der stadig er hård konkurrence om opgaverne, hvilket giver lav indtjening. Så det der nu skal fokuseres på i branchen er, at den forventede meromsætning skal bruges til at styrke virksomhedernes bundlinje og ikke alene resulterer i øget beskæftigelse. Omvendt kan ansættelsen af de rigtige medarbejdere være det, der skal til for at styrke indtjeningen på længere sigt, siger FRI’s administrerende direktør Henrik Garver.

Østdanmark mest optimistisk
Det er både øst og vest for Storebælt at optimismen er stor, dog er stigningen størst i øst. Her forventer 36 procent af virksomhederne en øget ordremængde, sammenlignet med kun 1 procent for seks måneder siden.

- Den stigende optimisme skyldes, at størstedelen af den rådgivende ingeniørbranches eksport kommer fra virksomhederne øst for Storebælt. Faldet i eksporten i oktober skyldtes blandt andet beslutningen om at afskaffe Ligningslovens § 33A, som ville have gjort det markant dyrere for virksomhederne at udstationere medarbejdere. Sidenhen blev det besluttet at fastholde § 33A, og det afspejles nu i virksomhedernes eksport, der igen viser fremgang i forhold til oktober 2012, udtaler Henrik Garver.

Overordnet forventer virksomhederne vest for Storebælt en svagt stigende ordrebeholdning, mens ordrebeholdningen i virksomhederne øst for Storebælt forventes at vise en mere markant fremgang. Vest for Storebælt forventes den fremtidige ordrebeholdning for virksomheder, der repræsenterer 49 procent af beskæftigelsen, at blive forbedret, mens 50 procent forventer en uændret ordrebeholdning. Øst for Storebælt er de samme tal henholdsvis 36 og 63 procent.

Udsigt til historisk store investeringer i infrastruktur
Udover, at branchen melder om stigende eksport, er der vækst inden for sektorerne boligbyggeri, energi og i mindre grad erhvervsbyggeri. Derimod har der været en stagnation i væksten indenfor offentligt byggeri og miljø. Væksten i sektoren infrastruktur har de seneste år været faldende og er nu negativ i forhold til for seks måneder siden.

- Selvom det går godt, viser tallene også, at den del af branchen, der beskæftiger sig med offentligt byggeri og infrastruktur, er afhængig af, at der er offentlige investeringer. Men jeg er optimistisk på branchens vegne, fordi der de næste 10 år skal investeres 340 mia. kr. i fornyelse og vedligeholdelse af veje, broer, jernbaner, metro og kloakker. For samfundet er det nødvendige investeringer, der sikrer en høj grad af mobilitet i arbejdsstyrken og robusthed i infrastrukturen. Og i en dansk kontekst er der tale om historisk store investeringer, som ikke kan undgå at påvirke den rådgivende ingeniørbranche positivt, siger Henrik Garver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078