23948sdkhjf

Klimatilpasning behøver ikke at være kedeligt

Fire projekter til i alt 12 mio. kr. skal vise, hvordan skybrud kan skabe sjovere og bedre byrum.
Klimatilpasning er meget mere end kloakrør under jorden og kedelige render, som samler affald og står ubrugte hen, når det ikke regner.

Det skal Viborg, Gladsaxe, Solrød og Frederiksberg demonstrere i løbet af det næste år, når de fire kommuner i tæt samarbejde med deres forsyningsselskab og et stærkt felt af rådgivere tager hul på udviklingen og realiseringen af klimainitiativet ”Vandplus”.

Bag Vandplus står et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania, der i samarbejde med Naturstyrelsen uddeler 12 millioner til udvikling og anlæg af de fire demonstrationsprojekter. De fire projekter er udvalgt, fordi de udgør eksempler på en række typiske steder og byrum, hvor investeringer i klimatilpasning kan skabe helt nye værdier for borgerne og byerne.

Rekreativ og social merværdi
I Viborg skal et stort klimatilpasningsområde udvikles til byens nye rekreative vandpark og være linket mellem den historiske by og et kommende boligområde.

I Gladsaxe skal klimatilpasning vise, hvordan et traditionelt idrætscenter kan udnytte udendørsarealerne til uformelle aktiviteter med særligt fokus på piger og ældre.

I Solrød skal et typisk overskudsareal omdannes til et kombineret regnvandsbassin og nyt shared space for områdets beboere og gymnasium.

Og på Frederiksberg skal Lindevangsparken vise, hvordan en traditionel bypark kan bringes up to date som klimaeksperimentarium og tænkes sammen boligsociale indsatser.

- De udvalgte projekter rummer alle potentiale, der kan inspirere andre til at udvikle klimatilpasningsprojekter, som også kan bruges rekreativt og til forskellige aktiviteter. Lokale og Anlægsfonden har tidligere været med til at udvikle kombinationen af regnvandsopsamling og skateanlæg i Rabalderparken i Roskilde og vandaktivitetspark i et regnvandsbassin i Selsmosen i Høje Taastrup. Med Vandplus håber vi at se næste generation af innovative tekniske anlæg, som kombinerer regnvandshåndtering med aktivitet og bevægelse, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Også Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania, ser store perspektiver i projektet:

- For os er det afgørende, at klimatilpasning ikke blot fungerer som løsning på akutte klimamæssige udfordringer, men også skaber en rekreativ og social merværdi. Med Vandplus ønsker vi at sikre, at de kommende års massive investeringer ikke blot bliver brugt til rene vandtekniske anlæg og – populært sagt – kæmpe rør under jorden, men at kommuner og forsyningsselskaber tænker i at udforme de klimatilpasningsmæssige funktioner, så de samtidig kan medvirke til at opgradere vores bymiljøer, skabe et aktivt byliv og øge livskvaliteten for alle.

Projekter pæsenteres i efteråret
Vandplus-projekterne vil i løbet af de næste måneder blive udviklet i samarbejde med partnerskabet, Naturstyrelsen og et særligt advisory board bestående af en række eksperter inden for byrum, vandteknisk viden, bevægelse og organisering.

Advisory boardets medlemmer er arkitekt Søren Nordal Enevoldsen fra SNE Architects, Jens Christian Riise fra Niras, Maria Keinicke fra Keinicke og Overgaard samt Birgitte Hoffman fra Aalborg Universitet.

Projekterne præsenteres på en åben og gratis konference d. 5. september 2013, hvor også Miljøminister Ida Auken deltager.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094