Snart udbud af ny børnehave i Øster Hornum
Efter ændringer i det oprindelige projekt er Rebild Kommune klar til at udsende licitationen på en ny institution i Øster Hornum.
I den seneste tid har der været arbejdet på at tilpasse projektet, da man i processen fandt ud af, at det oprindelige ikke kunne gennemføres indenfor den afsatte økonomiske ramme. Således har flere møder mellem rådgiver og byggeudvalg medført en mindre forskydelse af projektets tidsplan. Dog fastholdes deadlinen for projektets færdiggørelse - skolestart 2014.
Udbud på vej
Formanden for børne- og ungdomsudvalget i Rebild Kommune, Anders Norup, bekræfter overfor Nordjyske.dk, at man nu er klar til at udsende licitation på projektet:
- Vi gennemgik projektet, og det ser rigtig fint ud. Samtidig har vi tilsagn om, at bestyrelsen for Øster Hornum Børneunivers også er positive stemt, så nu sendes projektet i udbud, siger Anders Norup til avisen.
Tidsplanen for projektet ventes at betyde, at der i juni-juli er udbud af byggeprojektet, 1. spadestik til september og færdiggørelse af projektet ti august 2014.