Vil bygge Esbjergs højeste hus
Arkitema har slået stregerne på et nyt 11 etager højt kontor- og boligtårn, som Det Faglige Hus har planer om at opføre i Esbjerg.
Byggeprojektet, som med sine 11 etager når op i ca. 30 meters højde, bliver på 9.000 m² og koster anslået mellem 100 og 125 mio. kr.
En byport til Esbjerg
Bag projektet på Gasværksgade, der ifølge Ugeavisen Esbjerg bliver det højeste hus i Esbjerg, står Det Faglige Hus.
- Det bliver et meget markant byggeri i byen og en ny byport til Esbjerg. Og vi mangler nogle markante byggeriet i højden. Der sker meget i Esbjerg i øjeblikket, og det er vigtigt, vi hele tiden sikrer tidssvarende tilbud for domicillokaler – også i den del af byen, hvor havnen nu udvikler sig, siger administrationschef i Det Faglige Hus, Brian Elsted Hansen, til Ugeavisen Esbjerg.
Før byggeplanerne kan realiseres skal Esbjerg Kommune lave en lokalplan for området.