Energivinduer hitter hos danskerne
Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver, melder om markant stigende interesse for lavenergivinduer - både blandt private og boligforeninger.
Det fremgår af nye tal fra Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver mellem boligejere og firmaets godt 1.000 leverandører.
En opgørelse viser således, at antallet af opgaver med lavenergivinduer er vokset med 156 procent siden 1. kvartal 2011 sammenlignet med 1. kvartal 2013. Stigningen gælder både private husejere, virksomheder, hoteller og boligforeninger.
- Energirenoveringer bliver mere og mere populære, og især lavenergivinduer hitter i øjeblikket. En vækst på mere end 150 procent på blot to år viser, at danskerne er blevet mere energibevidste, og her er energivinduer et af de mest effektive tiltag til at sænke varmeudslippet i boligen i en tid, hvor energi- og oliepriserne stiger. Jeg kan ikke huske, vi har haft en så kraftig vækst på vinduer, siger kommunikationschef Michael Müller.
Han oplyser, at højsæsonen for at installere vinduer er fra forårets start og frem til vintermånederne, og derfor vil væksten formentlig fortsætte det næste halve år i sommermånederne.
Boligforeninger med på bølgen
Det er ikke kun private boligejere, der investerer i energiruder, men også andels- og ejerforeninger installerer lavenergiruder frem for traditionelle termoruder.
- Boligforeningerne har fået øje på, at der er penge at spare med energivinduer, og gennem de seneste år har vi oplevet en stor vækst i boligforeninger, der satser på lavenergivinduer. Vi modtager ofte opgaver, hvor en boligforening skal have indsat flere hundrede energiruder, og meget tyder på, at dette vil fortsætte, siger Michael Müller.
Han tilføjer, at mange af de vinduesfirmaer, som Energihjem.dk samarbejder med, har specialiseret sig i netop lavenergivinduer.