Arkil vinder ordre til 295 millioner
Den sydjyske anlægsentreprenør har netop skrevet kontrakt på den del af Aarhus-Herning-motorvejen, som skal gå gennem Silkeborg. Opgaven er vundet i joint-venture.
Udførelsen er lagt i hænderne på Arkil, som har vundet opgaven i et joint-venture med den tyske funderingsspecialist Bilfinger Spezialtiefbau GmbH. Den samlede entreprise lyder på 345 mio. kr., hvoraf Arkils andel udgør ca. 295 mio. kr. Bilfingers opgave bliver at udføre en særlig spunsindfatning.
En meget kompleks opgave
Motorvejsstrækningen anlægges i et såkaldt nedgravet trug med delvis overdækning på en strækning på 325 meter ved Søholt Idrætsanlæg.
Der skal på strækningen sættes i alt 2,7 km forankrede spunsvægge og støbes en fast bund i hele truget for at sikre passagen mod indtrængende grundvand. Bilister kørende fra Århus mod Herning, vil kort efter at have passeret broen over Gudenåen og Silkeborg Langsø opleve spunsvæggene rejse sig på begge sider, inden de kører ind i den overdækkede del af strækningen, som er på 325 meter.
- Det er en meget kompleks opgave som kræver stor teknisk indsigt og meget samarbejde på tværs i organisationen, da vi udfører alt – lige fra den indledende rydning af arealet til strækningen er klar til at blive taget i brug, siger Erik Berg Madsen, sektionschef i Bro & Beton.
Med i entreprisen er også belysning, brandsikring og ventilationsanlæg i den lukkede del af passagen samt etablering af flere regnvandsbassiner.
Trafikomlægning bliver en stor udfordring
En del af motorvejen anlægges under grundvandsspejlet, og derfor skal grundvandet midlertidigt sænkes lokalt i flere etaper.
- Det er en nødvendig opgave når vejen skal anlægges netop dér, men det skal udføres så skånsomt som overhovedet muligt for at beskytte grundvandet, forklarer Erik Berg Madsen.
Motorvejen anlægges dér, hvor den eksisterende ringvej er, og omlægning af trafikken i Silkeborg by bliver en af de helt store udfordringer under udførelsen af projektet. En del veje og cykelstier bliver berørt af anlægsarbejdet, som tilrettelægges så det giver færrest mulige gener for silkeborgenserne, men gener kan ikke helt undgås. Vejdirektoratet vil i samarbejde med Arkil løbende informere borgerne om arbejdet og hvordan det vil påvirke deres dagligdag.
Projektering og detailplanlægningen er i gang, og i løbet af maj måned starter anlægsarbejdet, som skal være færdigt senest 30. august 2016. Arkil arbejder i øjeblikket flere steder på samme motorvejsstrækning. Konstruktionen af to større dalbroer på henholdsvis 150 og 130 meter er i gang ved Svinedal og Korskær Bæk, øst for Silkeborg. Broerne forventes færdige i løbet af sommeren 2013. Desuden udfører Arkil syv broer for krydsende veje og cykelstier på delstrækningen mellem Låsby og Hårup. De afleveres i efteråret 2013.