Ny løsning afprøves i Aalborg-projekt
Gode erfaringer fra bl.a. Tyskland og Østrig får nu Bygningsstyrelsen til at implementere ringventilation. Det sker på et 10.500 m² nybyggeri på Aalborg Universitet.
Bygningen vil samle Aalborg Universitets laboratorier inden for kemi, bioteknologi, biologi, medicin og stamceller og vil således danne rammen for ny viden, når studerende og forskere flytter ind.
Den nye bygning, der efter planen skal indvies i sommeren 2014, rummer dog i sig selv banebrydende nyt. I laboratorierne bliver der nemlig installeret en helt ny type ventilationssystem, der aldrig før er brugt i laboratorierne på de danske universiteter.
Udvikling til gavn for miljøet
Den såkaldte procesenergi i de energikrævende laboratorier står for størstedelen af Aalborg Universitets samlede energiforbrug. Med den nye ringventilation bliver energiforbruget dog sænket væsentligt, fordi systemet kører med et meget lavere trykfald end et traditionelt ventilationssystem.
Alaedin Seyedi, specialkonsulent i Bygningsstyrelsen, har fulgt udviklingen og erfaringerne med ringventilation i bl.a. Belgien og Østrig, og har ikke været i tvivl om, at Bygningsstyrelsen skulle implementere det:
- Hvis ikke Bygningsstyrelsen skulle være de første i Danmark til at prøve ringventilation, hvem skulle så? Vi er i gang med moderniseringer af laboratorierne på de danske universiteter og skal som Statens bygherre gå foran i udviklingen. Samtidig er vi en del af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og har naturligt nok stort fokus på bygningernes energiforbrug.
Fleksibilitet for brugerne
Ringventilation en meget fleksibel løsning til laboratorier. Fordi ventilationen er sammenkoblet i en ring og ikke i lukkede systemer, er kapaciteten betydeligt større. Alle tilkoblede apparater giver luft til et fælles indblæsnings- og udsugningssystem, og det gør det muligt at koble nye apparater på uden at skulle udvide ventilationsanlægget via større, bekostelige indgreb i bygningen.
Fleksibiliteten i ringventilationen sikrer også den mest økonomiske og energirigtige drift selv ved små luftbehov, fordi man ikke som i et traditionelt system er tvunget til at have to eller flere ventilationsanlæg i drift samtidig.
Betina Brumé Haacks er Bygningsstyrelsens projektleder for byggeprojektet til Biotek, og hun ser store gevinster ved den nye ventilationsløsning:
- Den store grad af fleksibilitet giver en fremtidssikring af høj kvalitet for en bygning, der skal danne rammerne for dansk forskning i verdensklasse. Det kan betale sig at gå i ring – for miljøet, for samfundet og for fremtiden, siger hun.
Da Bygningsstyrelsen endnu ikke har erfaringer med ringventilation, er det svært at fastslå de nøjagtige økonomiske besparelser. Meromkostningen ved at etablere ringventilation på Aalborg Universitet er under 1 mio. kr. med en forventet tilbagebetalingstid på ca. fem år.