Hotel er vokset til 8.000 m²
Efter en større ombygning, som er designet af NB Tegnestuen, blev Hotel Sinatur Storebælt i Nyborg genåbnet den 2. april.
Hotellet er gennem en om- og udbygning, der er forløbet over to års tid, vokset til 8.000 m2 og har nu 115 værelser samt 14 konferencerum.
Entreprenørvirksomheden Jorton har stået for råhus- og murer-entrepriserne, mens Jeni Byg Entreprise blandt andet har leveret facadebeklædning, tage, tagterrasser, lofter og gulve. Det skriver magasinet Erhverv Fyn.
Miljøvenligt byggeri
Til Erhverv Fyn forklarer arkitekt M.A.A. Bjørn Christiansen fra NB Tegnestuen, der har været totalrådgiver på projektet, at renoveringen blev indledt med nedrivningen af Kystgården og en ældre undervisningssektion. Arkitektfirmaet har projekteret den nye bygning, der indeholder konferencesal, fællesrum, nyt køkken og nye værelser.
Byggeriet er opført som klasse 2015 byggeri. Det indebærer blandt andet, at hotellet har behovsstyret ventilation med genvinding og udvendig mobil solafskærmning. Samtidig er energieffektive lyskilder og udbredt styring efter dagslysniveau og tilstedeværelse i lokalerne. Fjernvarmen afgives via lavtemperatur varmeinstallationer, som suppleres med ca. 300 m² solceller.