Skana Entreprise opruster i ledelsen
Tidligere MT Højgaard-direktør Søren Vange er pr. 2. april tiltrådt i en nyoprettet stilling som projektdirektør. Skana tager dermed hul på næste fase af sin vækststrategi.
Med ansættelsen af Søren Vange som ny projektdirektør samler Skana al projektledelse i en nyetableret byggerisektion.
- Søren Vange har gennem årene markeret sig som en af byggeriets skarpeste profiler, både når det gælder nybyggeri og renovering, men samtidig har han under de seneste svære år i dansk byggeri med betydelig succes stået i spidsen for ledelsen og organisatorisk udvikling af flere regionale afdelinger i MTH, siger administrerende direktør Peer Kisbye, der har et mål om at nå en omsætning på 300 mio. kr. i løbet af tre år.
Skana Entreprise omsatte i 2012 for 113 mio. kr. og tog hul på det nye år med en ordrebeholdning på cirka 150 mio. kr.
Solid erfaring med projektledelse
Søren Vange kommer til Skana Entreprise efter 18 år på ledende poster i MT Højgaard-koncernen. Han er oprindeligt uddannet tømrer, og efter nogle år hos Armton A/S og H+H A/S, blev han i 1994 ansat som projektleder hos Monberg & Thorsen.
Siden blev det til stillinger som afdelingschef i boligsektionen og chef for koncernens boligdivision, inden Søren Vange i 2006 kunne skrive sektionsdirektør for MT Højgaard Nybyggeri Storkøbenhavn på visitkortet. To år senere fulgte forfremmelse til sektionsdirektør med ansvar for aktiviteter på Sjælland samt ledelse og udvikling af koncernens afdeling i Slagelse.
I årenes løb har Søren Vange løbende haft ansvar for stribevis af større renoveringsopgaver og nybyggerier. Således byder referencebladet blandt andet på renovering og ombygning 309 boliger i Lunden ved Brøndby Strand, renovering og nyindretning af 12.000 m² bolig og erhverv på Holmens Kanal, nybyggeri af Fyrholms 193 boliger på Sluseholmen samt flere end 600 boliger og flere kollegieprojekter i Holbæk. Derudover har han stået i spidsen for renovering af Slagelse Gymnasium og nybyggeri af UCC Campus Nordsjælland i Hillerød.
I det nye job som projektdirektør i Skana Entreprise indtræder Søren Vange i virksomhedens ledelse med ansvar for videreudvikling af en nyetableret byggerisektion, hvor virksomheden samler al projektledelse indenfor renovering af erhvervs- og boligejendomme samt nybyggeri.