Paradigmeskifte i anlægsbranchen, tak
Den nuværende miljølovgivning og reglerne for flytning af jord spænder i nogen grad ben for, at gode genanvendelige materialer kan udnyttes optimalt. Gode og rene materialer, som ellers kunne erstatte jomfruelig jord og grus, der i dag er knappe ressourcer. Desuden er traditioner samt spørgsmålet om levetid og ansvar også en stor hindring for at kunne genanvende og tænke i andre, måske, utraditionelle men mere bæredygtige baner.
Det er uhyre vigtigt, at vi til enhver tid værner om vores grundvandsressourcer. Så flytning af jord og grus eller genanvendelse af andre materialer til stabile bærelag og anlæg må altid ske på en sikker og miljømæssig forsvarlig måde.
Når det er sagt, så må vi også erkende, at de nuværende love og regler er udformet i en tid, hvor der endnu ikke var knaphed eller tanker omkring manglen på jomfruelig jord og grus
Dette har ændret sig, så i dag har vi i stigende grad brug for at genbruge både jord og grus – og brug for at oparbejde lagre af flere materialer til genbrug i anlægsprojekterne
Som et eksempel blev knust tegl for få år siden betragtet som risikabelt affald fra byggerier. I dag har det vundet indpas i anlægsbranchen som erstatning for fx stabilgrus og bliver brugt i større og højere grad. I takt med, at byggebranchen bliver moden til selv at genbruge tegl og betonelementer i nye byggerier, får vi i anlægsbranchen også brug for at se os om efter helt nye typer af materialer til anlægsprojekterne.
Miljølovgivningen, Jordflytningsbekendtgørelsen samt andre kommunale forskrifter og praksis for dispensationer gør det imidlertid besværligt, langsommeligt og nogle gange umuligt at få ressourcekabalen til at gå op lokalt.
Det betyder, at ren jord graves bort i arbejdsområdet og transporteres – ofte over lange afstande – til modtageanlæg. Mens jomfruelig eller oparbejdet ren jord samtidig købes hos andre leverandører og transporteres, ofte også over lange afstande, tilbage til arbejdsområdet. Det samme gælder stabilgrus, sand og i nogen grad andre materialer som fliser og granit. Og når det gælder anlægsbranchen, er det altid tunge transporter, der arbejdes med.
Dertil kommer, at det kan være vanskeligt få en miljøtilladelse i kommunerne, til fx at terrænregulere landbrugsjord med ren jord, som er blevet tilovers ved et anlægsprojekt. På den måde misser vi af og til chancen for at forbedre landbrugsjord og lade mindre produktivt jordarealer udgå til natur og rekreation.
Det ser dog ud som om, de vestdanske kommuner er lidt mere rundhåndede med tilladelser til terrænregulering. Og i de større danske kommuner – fx København og Aarhus – har man bæredygtighedspolitikker, som giver mulighed for at skabe sig overblik over ressourcerne i anlægsprojekterne i kommunen. Her har man også de administrative muskler til at sikre papirgangene og overholdelsen af reglerne, så man i høj grad får ressourcekabalen til at gå op.
Men, men. Både hos bygherrer, rådgivere og entreprenører hersker forskrifter og traditioner, som skal sikre, at anlagte veje, cykelstier, torve, byrum og legepladser har en lang holdbarhed. Bevæger man sig ud over normerne, lurer spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, også lige om hjørnet. Det er vores erfaring, at mange går med livrem og seler – og derfor bruger rigeligt med traditionelle materialer og dermed ikke afprøver utraditionelle og ofte mere bæredygtige materialer.
Bygge- og anlægsbranchen er en af de mest ressource- og energitunge brancher, som findes. Byggeriet er allerede godt i gang med nye regler, certificeringsordninger og masser af tiltag, som skal gøre fremtidige byggerier mere bæredygtigt.
Det er på tide, at vi også i anlægsbranchen får et moderne regelsæt, får sat nogle nye normer op og får fundet frem til en mere bæredygtig fremtidig praksis i projekterne.
