Erfaren servicekoordinator til optimering af processer
Med fokus på effektive og digitale arbejdsgange får Lizette Grünspahn en central rolle i den fortsatte udvikling af serviceafdelingen hos HM-Ventilation a/s i Silkeborg. Hun er pr. 1. oktober 2024 ansat som servicekoordinator i en nyoprettet stilling.
»Vi er på en spændende rejse med et hurtigtvoksende antal serviceaftaler«, fortæller servicechef hos HM-Ventilation a/s, Kasper Høy Jensen. Han fortsætter:
»Til at optimere arbejdsprocesser og drive digital omstilling har vi oprettet en ny jobfunktion og været så heldige at kunne byde Lizette Grünspahn velkommen som servicekoordinator den 1. oktober 2024«.
Lizette Grünspahn har 20 års erfaring fra administrative stillinger, hvoraf de seneste fire år er tilbragt i en lignende stilling i installationsbranchen. Den solide faglige baggrund gør hende til det ideelle match for HM-Ventilation a/s.
Selvstændigt ansvar i nyoprettet stilling
»Over det sidste års tid har jeg fra afstand bidt mærke i den positive udvikling hos HM-Ventilation a/s. Jobbet er attraktivt for mig af flere årsager«, siger Lizette Grünspahn om valget af sin nye arbejdsplads og fortsætter:
»Jeg får frihed til at præge jobbet og meget selvstændigt ansvar. For mig ligger der spændende faglige udfordringer i effektivisering og digitalisering. Desuden bliver jeg en del af et hold med stærke kompetencer inden for ventilation«.
Som servicekoordinator får Lizette Grünspahn blandt andet ansvar for at koordinere serviceopgaver, sikre en smidig kontakt mellem kunder, teknikere og samarbejdspartnere samt udvikle processer.
Fra manuelle til digitale processer
En af hendes første opgaver er at gå forrest i overgangen fra manuelle arbejdsgange til en automatiseret og digitaliseret planlægningsproces – et vigtigt skridt i ambitionen om at sikre fortsat høj service og kvalitet for servicekunderne hos HM-Ventilation a/s.
Lizette Grünspahn fortæller, at hun ser frem til at bidrage med sin erfaring fra tidligere stillinger og at arbejde tæt sammen med dygtige kolleger, der har et godt ry i ventilationsbranchen.
Hos HM-Ventilation a/s er servicechef Kasper Høy Jensen sikker på, at Lizette Grünspahns kompetencer, engagement og løsningsorienterede tilgang bliver en stor gevinst for både teamet og servicekunderne. Han slutter:
»Vi har set frem til det nye samarbejde og ser ansættelsen af Lizette som en vigtig del af den fortsatte udvikling af vores servicekoncept«.
Læs mere om HM-Ventilation a/s på www.hm-ventilation.dk