23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Boliger i Grønnehaven afleveret - kloakker og udearealer etableres

Beboerne har nu fået nøglerne til deres 52 topmoderne lejeboliger i boligforeningen Grønnehaven i Taastrup. Skou Gruppen er hovedentreprenør på den gennemgribende renovering og ikke helt færdige endnu. For ny kloakering skal etableres og udearealerne gøres færdige.

Grønnehaven er en del af Taastrup Almennyttige Boligselskab og har det seneste år været igennem en gennemgribende modernisering og renovering. Det første skridt i den omfattende renovering af afdelingens tre boligblokke var at få dem miljøsaneret for asbest, PCB samt blyholdig maling. Derefter blev tagkonstruktion, tag, døre, vinduer og facader skiftet. 

Desuden er 10 af de 52 boliger omdannet til tilgængelighedsboliger, og alle lejligheder har fået nye større badeværelser med bruseniche, nye køkkener, nye el-installationer samt ny og forbedret ventilation. Nu mangler kun renoveringen af kloakken i to af de tre blokke og størstedelen af anlægsarbejdet på udearealerne.   

Udfordringerne bliver løst i fællesskab

Grønnehaven blev bygget i 1945 og var inden renoveringen meget nedslidt. Både bygherren, rådgiverne og Skou Gruppen har derfor været forberedte på, at der kunne komme udfordringer undervejs i projektet.  

”I ældre bygninger kommer der ofte lidt overraskelser undervejs. Det er helt som forventet med de udfordringer, vi har set i Grønnehaven. Og jeg synes, udfordringerne er blevet håndteret professionelt hele vejen igennem og af alle faggrupper,” siger Thomas Schultz Larsen, som er byggeleder på projektet for Skou Gruppen, og tilføjer: 

”Når der opstår udfordringer, vil vi altid inddrage både bygherre, rådgivere og håndværkere, så vi sammen kan finde de mest optimale og korrekte løsninger. Vores samarbejdspartnere har ofte stået i lignende situationer før, så vi kan trække på deres erfaringer og kompetencer.”

Hul fra top til bund 

Som del i renoveringen skulle lejlighedernes små københavner-badeværelser udvides med en bruseniche, men det var ikke uden udfordringer. Der skulle bl.a. placeres stålbjælker under det nye badeværelsesareal for at understøtte vægten af brusenichen.  

”Under projekteringen var der en forventning om, at de bærende stålbjælker kunne placeres uden at lave hul i etagedækket mellem beboernes lejligheder. Men det viste sig ret hurtigt ikke at kunne lade sig gøre. Så der har været et to kvadratmeter stort hul fra kælder til kvist i alle boliger,” siger Thomas Schultz Larsen. 

Beboerne i Grønnehaven har været delvist genhuset. Det betyder, at nogle lejere er blevet genhuset i andre boliger, men størstedelen af lejerne har boet i deres lejligheder under hele renoveringen. 

”Det har krævet ekstra tålmodighed fra beboerne i de første to blokke, at vi stødte på udfordringer som i badeværelserne, hvor vi måtte revidere vores planer og finde nye løsninger. Da vi var nået til den sidste blok, var vores arbejdsproces mere strømlinet, og vi blev hurtigere færdige,” siger Thomas Schultz Larsen og tilføjer:

”Alle de beboer, vi har snakket med, er dog enige om, at de nye badeværelser har været ventetiden og besværet værd.” 

God dialog med beboerne

Beboerne i Grønnehaven er hele vejen igennem blevet inddraget og informeret om renoveringsprojektet. Taastrup Almennyttige Boligselskab har løbende holdt informationsmøder, og Skou Gruppen har også stillet sig til rådighed for beboernes spørgsmål. 

”Vi har opfordret beboerne til at henvende sig til vores byggeleder, når de har haft spørgsmål. Derudover har de også set vores håndværkere hver dag og haft kontakt med dem,” siger Thomas Schultz Larsen og uddyber: 

”Beboerne har kunnet følge byggeriet tæt. De har mødt de samme håndværkere hver dag, så der er hurtigt opstået et tillidsforhold mellem beboerne og os. Og i den her slags renoveringsopgaver er det tætte forhold med beboerne vigtigt, for at opgaven kan løses. Generelt har beboerne taget det omfattende arbejde rigtig pænt.”

Kloakrenovering og anlægsarbejde

Selvom renoveringen af selve lejlighederne nu er færdig, er der stadig en stor del af projektet, som skal færdiggøres. Kloakken i to af blokkene mangler at blive renoveret, og størstedelen af anlægsarbejdet udenfor skal også laves. 

”Vi mangler at lave ca. 75 procent af selve kloak- og anlægsentreprisen. Arbejdet foregår heldigvis ikke indenfor hos beboerne, men hovedsageligt i bygningernes kældre og udenfor,” siger Thomas Schultz Larsen og tilføjer: 

”Vores største udfordringer lige nu er pladsmangel til jord, fliser, kloakrør og andre byggematerialer. Men alt i alt går det godt, og humøret er i top hos alle med det fantastiske forårsvejr, vi har haft.”  

På udendørsarealerne etableres der nye P-pladser, plantebede, ny legeplads, affaldsskur samt flotte private haver med egen udgang ved stuelejlighederne. Skou Gruppen forventer at aflevere projektet til Taastrup Almennyttige Boligselskab i oktober.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.047