23948sdkhjf
Del siden
Annonce

DGNB Guld-certificering er ikke så ligetil endda

Tror man, det er nemt at opnå DGNB Guld-certificering, står man ifølge Skou Gruppens byggeleder til noget af en overraskelse. Det tager tid og kræver en daglig indsats. Sådan en indsats på byggeriet af ARC’s nye mandskabs- og kontorbygning ved Amager Bakke har sikret, at den komplette DGNB-dokumentation afleveres samtidig med byggeriet.

”Det er virkelig en præstation, at vores folk på projektet har afleveret al DGNB-dokumentation til den videre certificeringsproces samtidig med afleveringen af byggeriet. De har arbejdet flittigt og omhyggeligt med alle de DGNB-parametre, som projektet indeholder, og dokumentationen er snorlige,” siger Skou Gruppens bæredygtighedsansvarlige Nickolai Dar Lindberg.

DGNB-materialet er nu afleveret til Rådet for Bæredygtigt Byggeri, som står for den endelige DGNB-certificering.

Præcertificeret DGNB-Guld i 2023

Allerede i februar 2023 opnåede ARC-projektet præcertificering som DGNB-Guld. Ifølge bæredygtighedsingeniør Charlotte Bjerregaard Jørgensen fra Sweco, som er rådgiver på projektet, skyldes det især fem elementer:

•    Høje krav til begrænsning og kortlægning af brugen af kemi.
•    Anvendelse af materialer, som er langtidsholdbare og kræver minimal vedligeholdelse.
•    Økonomien i projektet påvirkes positivt på langt sigt af det minimale vedligeholdelsesbehov og den lave udskiftning af materialer.
•    Trivsel og sundhed fremmes med et godt indeklima og god akustik, og farvevalget indenfor afstemmes med eksisterende kunst, som bruges igen.
•    Indretningen lægger stor vægt på brugernes trivsel bl.a. ved etablering af fitnessrum og behandlerrum.

”Præcertificeringen viser, at projektet er på rette vej til at opnå en DGNB-Guld certificering, så nu er opgaven bare at realisere det som planlagt,” sagde Charlotte Bjerregaard Jørgensen dengang.

Det daglige fokus på DGNB

”Det har betydet omkring 10 timers mertid ugentligt i hele byggefasen på opgaver, som relaterer sig til DGNB-certificeringen. Det har været et meget omfattende arbejde, hvor vi har haft cirka 50 målepunkter, som ikke bare skal efterleves, men også kontrolleres og dokumenteres,” siger Oliver Marceddu Munkesø, der er byggeleder hos Skou Gruppen. Han har haft den daglige ledelse af byggeriet og ansvaret for DGNB i udførelsesfasen.

”Der har fx været skrappe krav til alle de materialer, som er blevet brugt i byggeriet. Det gælder alle materialer, der kan påvirke arbejdsmiljøet for fremtidige brugere. Når man har en byggeplads med så mange forskellige håndværkere i gang samtidig, skal der bruges en del tid på at godkende materialerne. Vi har også sikret og dokumenteret, at det ér de godkendte materialer, som er blevet anvendt i byggeriet,” forklarer Oliver Marceddu Munkesø.

Hjælp fra håndværkere, pladsmand og praktikanter

Ud over at sikre de korrekte materialer har byggeriet også haft et arbejdsmiljøfokus. Det betyder, at der dagligt er lavet lydmålinger og fulgt op på rengøring, så støv og støj er reduceret mest muligt. Genanvendelse af materialer i byggeriet og en høj grad af affaldssortering har også været en del af projektet.

”Vi er nået rigtig langt med at opfylde de punkter, der var fokus på omkring bæredygtighed. Og det skyldes, at alle håndværkerne har taget godt imod udfordringen. Men vi har også haft en ekstern pladsmand til byggepladsdrift. Han har hjulpet med at rydde op, støvsuge og sikre gode adgangsveje,” siger Oliver Marceddu Munkesø.

”Desuden har jeg fået en kæmpe håndsrækning fra Nor, der kom i praktik fra KEA. Hun er gået i gang med en uddannelse som byggekoordinator uden nogensinde at have været på en byggeplads før, og hun er vokset med opgaven og har været en kæmpe hjælp i opfølgningen og dokumentationen,” tilføjer han.

Et byggeri med god samvittighed

Oliver Marceddu Munkesø er oprindeligt uddannet murer og efterfølgende byggekoordinator, og ARC-projektet er med sin specielle facadebeklædning en ny slags projekt for ham. Men resultatet, det er han stolt af:

”Vi har afleveret et rigtig flot byggeri og med god samvittighed. Der er brugt nogle fornuftige byggematerialer, og de håndværkere, som har arbejdet på byggeriet, har haft et godt arbejdsmiljø. De medarbejdere, som skal arbejde i ARC-bygningen fremover, får også et godt arbejdsmiljø og indeklima. Det er jeg stolt af,” siger Oliver Marceddu Munkesø.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.048