23948sdkhjf
Del siden
Annonce

ABC Pavilloner markerer 25-års jubilæum

Hvad der startede med en palleløfter og en Fiat Uno, er i dag vokset til en virksomhed med næsten 100 dedikerede medarbejdere, der specialiserer sig i design og konstruktion af træbaserede moduler. ABC Pavilloner har gennem de seneste 25 år solgt og udlejet præfabrikerede modulbyggerier til alt fra hoteller og byggepladser til daginstitutioner og lejligheder – altid med fokus på at optimere og udvikle både processer og det færdige produkt.

I 1999 grundlagde Kjeld Facius ABC Pavilloner, som i dag har base i den midtjyske by Engesvang. Tidligere havde han en ledende stilling i en anden virksomhed, men trangen til at skabe noget selv fik ham til at kaste sig ud som selvstændig sammen med sin hustru og med støtte fra blandt andet sin bror og svoger.

- ABC Pavilloner blev skabt i en entreprenørånd og med et stort konkurrencegen. Jeg mente i al beskedenhed, at jeg kunne gøre det bedre end andre, og det blev startskuddet til virksomheden. Jeg kunne se, hvordan andre gjorde og dermed også, hvad jeg kunne optimere med bedre løsninger – fx med udviklingen af vores multimodul, som er et simpelt modul med utallige indretningsmuligheder, siger Kjeld Facius, stifter og direktør hos ABC Pavilloner.

Byggeklodser for voksne

Nu, 25 år efter grundlæggelsen, kan Kjeld Facius se tilbage på en imponerende rejse med virksomheden, der både er vokset i antal medarbejdere, produktsortiment og kundebase. I dag har ABC Pavilloner udviklet sig til at sælge og udleje midlertidige og permanente pavilloner, moduler og præfabrikerede byggerier.

- En af vores styrker er vores omstillingsparathed og evne til at tilpasse os markedet. Det er i virkeligheden også kernen i vores produkter, som i bund og grund er byggeklodser for voksne, der kan samles og sammensættes efter kundernes skiftende behov. 

Modulerne, som opføres i træ, anvendes bredt til kontorer, undervisningslokaler, byggepladser, institutioner og genhusning. Disse præfabrikerede moduler er designet med fleksibilitet for øje, hvilket gør dem let genanvendelige til forskellige formål.

Fokus på grøn omstilling og optimering

Når Kjeld Facius ser tilbage på virksomhedens historie, står det klart, at et af de helt centrale temaer har været det stigende fokus på grøn omstilling samt den konstante optimering af både virksomheden, arbejdsprocesserne og produkterne.

- For blot 10-15 år siden var vores tiltag med genanvendelse af materialer og genbrug af moduler noget, vi gik virkelig stille med. Det var faktisk lidt pinligt at tale om at genbruge materialer og moduler over for kunderne. I dag er det jo vendt fuldstændig på hovedet, og heldigvis for det, for det giver kun god mening at genanvende alt det, vi kan. Der er et helt andet fokus på respekt for vores alle sammens ressourcer, men når alt kommer til alt, er det stadig prisen, der er afgørende for kunderne. Derfor er det vigtigt, at bæredygtighed og økonomi går hånd i hånd, siger Kjeld Facius og fortsætter:

- Jeg har arbejdet i byggebranchen i 40 år, hvoraf de 25 har været som selvstændig, så jeg ved, at forandring er et vilkår. Der kommer opgangstider og nedgangstider, og man skal være klar til at kunne håndtere begge scenarier og ikke mindst stigende krav til dokumentation og klimapåvirkning. Alt det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre uden dygtige og trofaste medarbejdere, hvor sammenholdet er stort. Jeg er stolt over alt det, vi har opnået sammen, og jeg glæder mig allerede til de næste mange år, siger Kjeld Facius.

Fakta om ABC Pavilloner
ABC Pavilloner blev etableret i 1999 af Kjeld Facius, der er autoriseret kloakmester og har en merkonom i ledelse. Virksomheden ligger i dag i midtjyske Engesvang og leverer pavilloner, moduler og præfabrikeret træbyggeri til salg og udlejning til private virksomheder og offentlige kunder. I 2018 blev søstervirksomheden Concept Living etableret og har fokus på blandt andet ungdoms- og studieboliger, undervisnings- og daginstitutioner, kontordomiciler og personalefaciliteter. 

Udvalgte milepæle i ABC Pavilloners historie

  • 1999: Kjeld Facius etablerer ABC Pavilloner i Silkeborg
  • 2012: ABC Pavilloner udvider med en afdeling på Sjælland
  • 2016: ABC Pavilloner opnår licens til at opføre Svanemærket byggeri
  • 2017: ABC Pavilloner flytter til Engesvang
  • 2018: ABC Pavilloner etablerer søstervirksomheden Concept Living
ABC Pavilloner A/S
Fundervej 44
7442 Engesvang
Ikast-Brande Kommune
Danmark
CVR nummer: DK21637076
P nummer: 1005084503

Kontaktperson

Edel Friis
Marketing, Kommunikation & It
+45 73708380 ef@abcpavilloner.dk

Send til en kollega

0.062