23948sdkhjf
Del siden
Annonce

40 ton broløft klaret på kun 20 minutter

At aflevere et projekt før den planlagte deadline hører til sjældenhederne i byggebranchen. Ikke desto mindre formåede JORTONs brofolk at færdiggøre en ny stibro hele to måneder før tid. Flere måneders hårdt arbejde kulminerede den 16. december i et vellykket broløft.

Lørdag den 16. december udførte vores brofolk et tonstungt puslespil i form af et broløft over Viborg Hovedvej ved Tørring.

Her valgte Vejdirektoratet at der skulle etableres en stibro fra Egholmvej til Melhedevej, til stor glæde for gående og cyklister, der nu kan krydse den trafikerede Viborg Hovedvej i sikkerhed.

Løft kræver millimeterpræcision

Den nye stibro, som har en kampvægt på 40 ton, skulle løftes på plads, efter at JORTONs brofolk havde insitu-støbt de fundamenter, der skal bære broen:

- Et broløft kræver altid at man holder tungen lige i munden. Vi arbejder med meget små tolerancer og alt skal passe sammen. Hertil spærrer vi en befærdet vej i en hel weekend. Når først det er gjort skal det gå hurtigt, så vi generer trafikanterne mindst muligt, fortæller Mikkel Schartau Rasmussen, der er entrepriseleder i JORTONs broafdeling. Han fortsætter:

- Stålbroen, som er leveret af en af vores underentreprenører, kom i et stykke. I fundamentet har vi monteret nogle 3,5 meter lange ankerstænger, som skal passe med broens vederlagsplader. Alt kræver derfor millimeterpræcision. Da selve broen ankom, gik der tyve minutter fra den blev løftet af lastbilen til at kranen kunne slippe den. Så selve løftet gik utroligt hurtigt. Det er alt forarbejdet, der er tidskrævende. Men alt i alt gik det hele efter planen, takket være nogle dygtige folk på pladsen og et grundigt forarbejde.

Selve broen er 32 meter lang og ramperne på hver side er omkring 100 meter i længden. 

Efter intenst arbejde lykkedes det JORTONs brofolk at gøre arbejdet færdigt, så broen nu står klar to måneder før den planlagte dato. Brofolkene kan derfor gå på en velfortjent juleferie med god samvittighed.

JORTON A/S
Robert Fultons Vej 16
8200 Aarhus N
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26207207
P nummer: 1003031930

Send til en kollega

0.047