23948sdkhjf
Del siden
Annonce

En væksthistorie til håndværkerne i Faxe

Den 12. december havde Business Faxe inviteret kommunens håndværksvirksomheder og -mestre til et håndværkertræf. Her fortalte Martin Skou Heidemann, direktør for Skou Gruppen, om den vækst, Skou Gruppen har opnået: Fra en lokal tømrervirksomhed med et par ansatte til en veletableret byggevirksomhed i hovedstadsregionen med omkring 170 ansatte.

"Jeg kender Martin som en dygtig formidler, og hans historie om udviklingen af Skou Gruppen kan forhåbentligt inspirere mange af vores dygtige lokale håndværkere," siger erhvervskonsulent Peter Fjerring fra Business Faxe om, hvorfor Martin Skou Heidemann var inviteret til at tale ved netværkstræffet. 

En håndværkerkommune i en bygge- og anlægsregion

Business Faxe er den lokale erhvervsorganisation for virksomhederne i Faxe Kommune og arrangør af netværkstræffet, som blev afholdt for at kickstarte et nyt netværk for kommunens lokale håndværksvirksomheder. Inden det blev afholdt, havde Peter Fjerring besøgt 50 af kommunens håndværksvirksomheder i løbet af efteråret.

Så ud over inspiration fra Martin Skou Heidemann og et oplæg om fremtidens byggebranche leveret af Torben Liborius fra DI Byggeri, havde Peter Fjerring også forslag til fremtidige netværksaktiviteter med til netværkstræffet:

"I forhold til danske kommuner generelt har Faxe Kommune en stor andel af virksomheder, der beskæftiger sig med byggeri og anlæg. Mange af dem er mindre virksomheder, men de løser allerede mange opgaver i Hovedstaden. Jeg er sikker på, at vi kan opnå vækst og skabe flere gode arbejdspladser, hvis vi inspirerer hinanden gennem et netværk," siger Peter Fjerring.

I Region Sjælland som helhed er der i løbet af de seneste fire år skabt næsten 7.000 nye lønmodtagerjobs inden for byggeri og anlæg. I Faxe Kommune arbejder mere end 14 procent af de aktive virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren, mens gennemsnittet i landets kommuner kun er knap 6 procent.

Inspiration til udvikling og vækst

"Jeg er glad for at kunne bidrage til opstarten af håndværkernetværket i Faxe. Det er utroligt vigtigt at have nogle ligesindede at spejle sig i og sparre med, hvis man skal udvikle sin virksomhed," siger Martin Skou Heidemann og tilføjer:

"Skou Gruppen er kun blevet den virksomhed, som den er i dag, fordi jeg har lyttet til erfarne folk, der kunne pege på, hvilke beslutninger vi skulle træffe for at sikre udviklingen."

Og lyttede gjorde de håndværksmestre og virksomhedsejere, der deltog i håndværkertræffet. De lyttede og spurgte interesseret til Martin Skou Heidemanns fortælling om den udvikling, Skou Gruppen har gennemgået.

For 24 år siden var Skou Gruppen en lille lokal tømrervirksomhed med et par ansatte. Gennem bevidste beslutninger er det lykkedes at udvikle virksomheden til en af hovedstadsregionens veletablerede byggevirksomheder med mange gode faste kunder, en betydelig serviceafdeling og omkring 170 ansatte.

Det rigtige fokus og de dygtige folk

"Skou Gruppen har opnået vækst, fordi vi hele vejen igennem har insisteret på at udføre vores arbejde ordentligt og opføre os ordentligt. Det betyder, at vi har faste kunder, som betror os det ene projekt efter det andet. Vi har også hele tiden haft fokus på salg. Desuden har vi købt op og løst et generationsskifte for flere andre lokale håndværkere," siger Martin Skou Heidemann og forklarer, at når han siger "vi" og ikke "jeg", så er det helt bevidst:

"Fra starten har jeg haft gode folk omkring mig, som har bidraget til udviklingen. I dag er vi syv partnere, som ejer og leder udviklingen i Skou Gruppen. Vi har også fokuseret på at indrette os, så vores dygtige medarbejdere har lyst til at blive hos os. Den vækstrejse, vi har været på, er en holdindsats.”

 

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.046