23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Den Gamle Bys nye hovedindgang er aarhusianernes arkitekturfavorit

Hvad er god arkitektur? Det er et spørgsmål som man kan diskutere fra nu af og til tidernes morgen. Og det er langt fra sikkert at arkitekter, ingeniører, entreprenører, borgere og bygherrer er enige om svaret. Men i Aarhus har man ladet borgerne bestemme.

Ser man på de store arkitekturpriser, uddeles de ofte fra et lille panel af arkitekter, men i Aarhus Kommune har man som noget nyt, valgt at lade borgerne stemme om deres favorit-byggeri. Og nu er mere end 1.700 stemmer talt op og aarhusianernes dom er klar. Deres nye favoritprojekt er Den Gamle Bys nye hovedindgang, der således har vundet Aarhusianernes Arkitekturpris 2023.

Og folkedybets stemme møder stor forståelse fra Anne Mette Boye, der er stadsarkitekt i Aarhus Kommune:

- Jeg kan virkelig godt forstå, at aarhusianerne er glade for den nye hovedindgang. Den skaber en flot invitation til at træde ind i Den Gamle By. Bygningens åbne facade står særligt smukt om aftenen som en varm lanterne, og når man træder ind i foyeren, løfter den imponerende trækonstruktion sig op over én, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune og uddyber:

- Den skaber en varm atmosfære og viser et flot samspil mellem arkitektens idé med bygningen og godt tømrer- og konstruktionsarbejde. Bygningens bund, gulv og belægning i tegl, skaber kobling mellem ude og inde, og samlet står en ny bygning, der både fortæller om det håndværksmæssige arbejde med flot detaljering samt brug af materialer, der patinerer smukt.

En hyldest til det gode håndværk

Fra håndværkernes side er der også stor begejstring for prisen:

- Vi er glade for den anerkendelse som den nye hovedindgang har fået. At stadsarkitekterne påpeger det fine håndværk viser, at flere års hårdt arbejde har båret frugt. For de løsninger man har valgt her, er noget af det mest komplicerede tømrerarbejde man kan forestille sig. De enorme træspær, der skaber loftets spændende konstruktion har været krævende at arbejde med og det har kun kunnet lade sig gøre fordi vi har nogle erfarne tømrer, der besidder lige dele håndværksfaglig snilde og stædighed. Vi har jo aldrig prøvet at bygge sådan her før og det ved jeg at arkitekterne heller ikke har. Vores sjakbajs Jens Jørgen Rauff har især været en stærk drivkraft i at vende udfordringer til løsninger, fortæller Sam Philippon, der er projektleder i Hustømrernes aarhusianske afdeling, der har stået for den omfattende tømrerentreprise på byggeriet af Den Gamle Bys nye hovedindgang.

- Hertil er vi også glade for at prisen er tildelt af aarhusianerne. Vi er selv en tømrervirksomhed med aarhusianske rødder, og vi har været en del af byggeriet i denne her by i mere end 100 år. Det er derfor en fornøjelse at være med til at skabe noget, som bliver taget så vel imod af byens borgere, fortæller Sam og afslutter:

- Afslutningsvis skal der også lyde en stor ros til projektets mange andre håndværkere, der som vores tømrere, har arbejdet gennem hele projektet med øje for det gode håndværk. Det har været en meget inspirerende byggeplads at være på. Hertil vil vi også gerne rose Cubo Arkitekter for at have sat stregerne til så spændende et byggeri, hvor man har sat sin tillid til at håndværkerne har kunnet løse denne komplekse opgave.

 

Byggeriets parter:

Bygherre: Den Gamle By Danmarks Købstadmuseum

Arkitekt: Cubo Arkitekter A/S

Ingeniør: Slothmøller A/S del af Oluf Jørgensen Group

Bygherrerådgiver (projekteringsleder): Rambøll Danmark A/S

Fagentreprise (Træ): Hustømrerne

Hustømrerne A/S
Katrinebjergvej 117
8200 Aarhus N
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK31309514

Send til en kollega

0.047