23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ny daginstitution er bygget på genanvendelige skruefundamenter

Modulproducenten, ABC Pavilloner, har for nylig fuldført opførelsen af en midlertidig daginstitution i Virklund, beliggende syd for Silkeborg. Den nye daginstitution, Børnehuset Korshøjvej, er konstrueret på grundlag af skruefundamenter af en særlig karakter, der muliggør gentagne anvendelser.

Den midlertidige daginstitution, Børnehuset Korshøjvej, i Virklund i Midtjylland, har for nylig åbnet dørene til godt 100 børnehave- og vuggestuebørn samt 20 ansatte. Det er ABC Pavilloner, som har stået i spidsen for opførelsen af de i alt 896 kvadratmeter, som fordeler sig på 22 moduler, i en totalentreprise.

Silkeborg Kommune, som er bygherre på projektet, har i forbindelse med opførelsen af Børnehuset Korshøjvej haft stor fokus på at benytte byggematerialer og komponenter, som kan genanvendes. Dermed er daginstitutionen bygget på såkaldte skruefundamenter, hvis CO2-udledning er væsentlig lavere i forhold til et mere traditionelt fundament i beton.

- Samlet set belaster skruefundamenter typisk miljøet omkring 37 procent mindre end traditionelle fundamenter, ganske enkelt fordi denne type fundament kan skrues op igen og bruges på et nyt projekt. Typisk kan skruefundamenter anvendes op til seks gange, hvorimod et traditionelt betonfundament kun kan bruges én gang, forklarer projektleder i ABC Pavilloner, Torben Rørmose Stadsholt, og fortsætter:

- Børnehuset Korshøjvej er desuden opbygget af en særlig type moduler, hvor op mod 75 procent af materialerne kan genanvendes. Modulerne til dette projekt har tidligere været anvendt i forbindelse med både en midlertidig skole på Sjælland og en kontorbygning i Aarhus.

Skruefundamenter er fremtiden
ABC Pavilloner har for første gang integreret skruefundamenter i opførelsen af et større modulbyggeri. Ifølge Torben Rørmose Stadsholt, planlægger virksomheden at indføre disse mere miljøvenlige fundamenter som standard i kommende projekter.

- Udover at skruefundamenter er langt mindre klimabelastende, besidder de også en række praktiske egenskaber, som gør dem lettere at håndtere. Sammenlignet med beton, der er meget omfattende at fjerne, kan et skruefundament afmonteres på blot en enkelt dag, hvorefter det er klar til at blive genanvendt på nye projekter. Efter at have gjort brug af skruefundamenter i forbindelse med opførelsen af Børnehuset Korshøjvej er vi blevet mange erfaringer rigere, og vi tror på, at denne metode er vejen frem, når det kommer til at opføre mere bæredygtige modulbyggerier, lyder det afslutningsvis fra Torben Rørmose Stadsholt.

Børnehuset Korshøjvej udlejes i en periode på tre år, og vedligeholdelsen af byggeriet er indbygget i lejeaftalen. Det er ABC Pavilloners eget service- og driftsforetagende, ABC Facility Service, som kommer til at varetage denne vedligeholdelse, hvilket blandt andet inkluderer eftersyn af ventilation og varmepumper samt løbende tjek af facade, tag og nedløb.

ABC Pavilloner A/S
Fundervej 44
7442 Engesvang
Ikast-Brande Kommune
Danmark
CVR nummer: DK21637076
P nummer: 1005084503

Kontaktperson

Edel Friis
Marketing, Kommunikation & It
+45 73708380 ef@abcpavilloner.dk

Send til en kollega

0.047