Nyt domicil understøtter forretningen
BASE Erhverv har i partnering opført domicil og lagerbygninger for Franck Miljø- & Geoteknik i Smørum udenfor København. Byggeriet blev afleveret 1. juni 2021 til en bygherre, der er meget tilfreds både med processen og det færdige resultat. Franck Miljø- & Geoteknik har nu et domicil, der understøtter forretningen og giver medarbejderne en smuk og funktionel arbejdsplads.
De nye bygninger omfatter bl.a. kontorer, laboratorium, lagerlokaler og vaskehal til borerigge. Der er tale om et byggeri i høj kvalitet med en muret hovedbygning og tilbygninger. BASE Erhverv har stået for projektet, som er udført i samarbejde med bygherre samt ATRIO Arkitekter og Oluf Jørgensen rådgivende ingeniørfirma A/S.
”BASE Erhverv vandt udbuddet på pris og godt omdømme,” siger Peder Hauritz, der er adm. direktør hos Franck Miljø- & Geoteknik. Han tilføjer:
”Vi kender BASE Erhverv fra byggebranchen, som vi selv er en del af. Desuden talte vores arkitekter fra ATRIO meget varmt om dem.”
Byggeri understøtter forretningen
Franck Miljø- & Geoteknik er et rådgivende ingeniørfirma med stærk ekspertise indenfor jordbunds- og miljøundersøgelser. Det nye domicil er bygget fra grunden. Dette gav Franck Miljø- & Geoteknik mulighed for at få et funktionelt byggeri, hvor virksomhedens arbejdsprocesser er tænkt ind i designet og udførelsen.
”På vores laboratorium kommer der hver dag mange jordprøver igennem. Kan vi spare bare et enkelt minut på hver prøve, så er der sparet meget i både leveringstid og arbejdstimer. I vores nye laboratorium er indretningen helt gennemtænkt, og vi har fx forenklet arbejdsgange med rulleborde, der kører i rundkreds,” siger Peder Hauritz.
Nybyggeriet betød også en flytning af virksomheden, og nu fungerer logistikken med beliggenhed nær København meget bedre.
”Vi har fået et domicil, der bare fungerer i hverdagen, og som samtidig understøtter forretningen,” siger Peder Hauritz.
Daglig glæde ved gode løsninger
”Dialogen var god, og BASE var meget lydhøre overfor vores ønsker og havde en eminent forståelse af projektet. BASEs regionsdirektør Rasmus Mørk var også stærkt engageret. Det betød, at der var en stærk fremdrift i projektet,” fortæller Peder Hauritz.
”Det har været en superfin og smooth proces, hvor vi har fået god sparring fra BASE. De er kommet med løsninger, der har holdt budgettet, uden at gå på kompromis med den høje kvalitet. Vi nyder dagligt glæde af de gode løsninger. Jeg vil bestemt anbefale et samarbejde med BASE Erhverv,” siger Peder Hauritz.
Fakta om byggeriet:
- Byggeriet blev udført i en partnering-model, hvor bygherre og BASE Erhverv i fællesskab stod for den overordnede styring af projektet.
- Det nye domicil udgør cirka 1.300 m2.
- Domicilet indeholder administration og velfærdsfaciliteter i to etager og hertil garage/haller til opbevaring af boreudstyr og køretøjer samt laboratorier og vaskehal.
- Byggeriet er opført, på rådgiversiden, i samarbejde med ATRIO Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører.
Læs hele bygherreudtalelsen:
baseerhverv.dk/domicil-frank-geoteknik