23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Hurtig og billigere konfliktløsning

På Voldgiftsnævnets veloverståede 50-års jubilæumskonference i Nyborg var der fokus på konflikter i byggebranchen og mulige måder at løse dem på, bl.a. forlig efter syn og skøn, hurtige afgørelser samt voldgift eller mediation og mægling. Forligsraten i mediations- og mæglingssager hos nævnet er 67 %, og sagsbehandlingstiden for de hurtige afgørelser er 2,5 måneder i gennemsnit.

Mediation og mægling ved Voldgiftsnævnet

Mediation og mægling indebærer et kort forløb med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning af parternes tvist under et møde med bistand fra en mediator eller mægler. Efter nævnets regler kan processen afsluttes på under én måned.

Erfaringer fra viser, at mediation og mægling ofte resulterer i et forlig, og derved opnår parterne en tvisteløsning, som er hurtigere og også billigere. Der spares tid, interne ressourcer til forberedelse og dokumentation af en evt. voldgiftssag, udgifter til partsrepræsentation og til selve voldgiftssagen. Disse tvisteløsningsformer kan anvendes ved både små og store sager og i sager med såvel få som mange parter.

Ved en mediation leder mediator processen og bistår parterne med dialog, men mediator må ikke fremsætte forligsforslag eller vejlede parterne om det sandsynlige udfald ved en evt. voldgift. Målet er, at parterne får klarlagt deres tvistepunkter, holdninger og interesser, og at der findes en for parterne passende løsning.

Ved en mægling er processen anderledes. Mægler leder også processen og bistår med dialog, men har mulighed for at fremsætte forligsforslag, og vejlede om det sandsynlige udfald og usikkerheder ved en evt. voldgiftssag.

De mediatorer og mæglere, som voldgiftsnævnet anvender, er personer, der gennem deres uddannelse og baggrund er kvalificeret hertil, og som har erfaring med branchen. Mæglere vil ofte have erfaring gennem opgaver som faglig dommer, sagkyndig eller skønsmand ved Voldgiftsnævnet.

Hvis det som følge af mediations – eller mæglingsprocessen lykkes at opnå et resultat, udfærdiges en aftale, der underskrives af parterne. Hvis det ikke lykkes, vil konflikten skulle løses på anden vis, som oftest ved en voldgift. I så fald vil parterne formentlig opleve, at man gennem den forudgående mediation eller mægling har mindsket konfliktpunkterne og dermed skåret sagen til. Forligsraten i de 89 anlagte mediations- og mæglingssager de seneste godt 3 år er på 67 %.

Hurtig afgørelser ved Voldgiftsnævnet

Hurtig afgørelser giver parterne mulighed for at løse tvister på alle stadier i byggeriet nu og her, så parterne kan komme videre i byggeprocessen i stedet for at afvente en typisk længerevarende voldgiftssag efter byggeriets afslutning. 

Gennemsnitstiden for behandling af de hurtige afgørelser er på 2,5 måneder, og alene ¼ af de afsagte hurtige afgørelser er efterfølgende indbragt for almindelig voldgiftsbehandling. Ved en almindelig voldgiftssag kan der forventes en sagsbehandlingstid på 16 måneder i gennemsnit. 

Fristerne er korte, og Voldgiftsnævnet udpeger efter høring en eller flere opmænd, der som udgangspunkt har fagteknisk baggrund. Såfremt sagen tilsiger det, kan der udmeldes en juridisk opmand eller en kombination af begge.

Der gennemføres ikke mundtlig forhandling eller syn og skøn i forbindelse med en hurtig afgørelse. Opmanden træffer altså udelukkende afgørelse på skriftligt grundlag, evt. efter en forudgående besigtigelse.

En hurtig afgørelse iværksat efter AB 18 har som en voldgiftskendelse bindende virkning for sagens parter og er både hurtigere og billigere end en voldgiftssag. 

 

Læs endnu mere om mediation, mægling og hurtig afgørelser på vores hjemmeside www.voldgift.dk/sagstyper/, hvor der også ligger Voldgiftsnævnets procesregler for alle sagstyper samt udvalgte praksisnotater. 

Du kan også følge Voldgiftsnævnet på Linkedin 

Voldgiftsnævnet, Byggeri og Anlæg
Vesterbrogade 2B, 3.
1620 København V
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK61034412

Kontaktperson

VfBA
Voldgiftsnævnet for Bygge-og Anlægsvirksomhed
+45 33133700 voldgift@voldgift.dk

Send til en kollega

0.047