Nu får SMVerne råd til kunstig kundeintelligens
SMV’en Raptor Services har i samarbejde med et GTS-institut licenseret sin AI-platform, så små og mellemstore virksomheder også får adgang til teknologien. Dette skaber nye muligheder for mindre virksomheders brug af data.
Raptor Services forbedrer kundeoplevelsen for deres kunders kunder. Saas-firmaets højteknologiske platform gør det muligt for kunderne at indsamle og analysere data om, hvad deres kunder foretager sig i de forskellige touchpoints langs kunderejsen.
Ved at analysere og forstå kundernes adfærd kan kommunikationen mod kunderne målrettes og gøres mere relevant og personlig. Det er en måde at yde en bedre service på, forklarer Jan Skov, der er COO hos Raptor Services. De har gennem AI Denmark samarbejdet med Alexandra Instituttets AI eksperter.
Hul i markedet: SMVernes adgang til AI
Når man bruger maskinlæring og kunstig intelligens, anvender man i virkeligheden matematiske modeller og store datamængder til at forudsige hændelser. Hvis man kan forudsige, hvornår fx en produktionsvirksomhed vil genkøbe smøremidler, kan man gøre kommunikationsprogrammerne mod dén kunde meget mere præcise og målrettede, fortæller Jan Skov.
”Det er potent teknologi, der virkelig kan skabe meget værdi, men det er også avanceret og svært for virksomhederne at få greb omkring,” påpeger han. ”Det kræver, at man ansætter data scientists med specielle kompetencer. Dem er der ikke ret mange af, og de er dyre at ansætte og svære at fastholde, så AI er noget, der hidtil har været forbeholdt større virksomheder”.
Raptor Services havde ifølge Jan Skov identificeret et hul i markedet.
”Vores vision var at gøre noget kraftfuld teknologi anvendelig for virksomheder, som ikke har ressourcer til at investere i det. Vi ville bygge et produkt ovenpå vores customer data platform, så SMVerne kan gøre brug af AI uden at ansætte specialister”.
Fra PoC til MVP på 12 måneder
Inden for virksomhedsforløbet med AI Denmark og Alexandra Instituttet fik Raptor Services bygget et framework, der blev lanceret på deres platform som proof of concept. På den måde kunne de afprøve teknologien og den forretningsmæssige værdi, før de udviklede den endelige løsning.
Firmaet etablerede en gruppe af fire kunder, der blev tæt involveret i produktudviklingen, og som testede produktet og gav feedback løbende. Efter at kunderne havde valideret produktet, havde udviklerteamet samlet den nødvendige viden til at kunne gøre produktet færdigt.
Efter sommerferien lancerede Raptor Services en betaversion, som nu er ved at blive taget i brug af deres kunder.