23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Sæt miljø-barren højere

Selvom leverandørerne gerne vil understøtte malermestrene i miljøfokus med miljømærkede produkter, ærgrer driftschef Mattias Gudmundsson i Viebke & West Malerfirma A/S sig over, at barren for bæredygtighed for malere i udbud er lav.

I Viebke & West tænker de rimelig meget på bæredygtighed i deres malerforretning, især når det giver forretningsmæssig mening. De gør det, når malersvendene sendes på arbejde tæt på deres hjemadresse, så de udleder mindst mulig CO2 og firmaet sparer kilometerpenge på kortere transport. Den klimamæssige dagsorden skal være konkurrencedygtig.

- Når vi i et udbud får at vide, at arkitekten vil have en plastmaling i glans 5, så regner vi det ind. Vi køber så mange plastspande og plastsække – og tænker da tit på, at det ville være smart at genbruge. Men det koster for meget at rense spandene og sende dem tilbage – en spand maling ville nok koste 15-20 kroner mere. Det ville være godt, hvis de offentlige bygherrer krævede den model, så vi som malerfirma kunne regne ekstraprisen ind i malerydelsen, siger driftschef i Viebke & West, Mattias Gudmundsson.

Han mener bare problemet er, ligesom når vi bliver spurgt, om vi vil betale CO2-afgift for flybilletten. Hr. og fru Hansen vil godt være miljørigtige i tanken, men når de kommer til kasseapparatet, vælger de oftest den billigste løsning.

Barren er ikke særlig høj
Mattias Gudmundsson påpeger, at mange udbud stiller krav til bæredygtighed, men han mener ikke, at barren for malerne er sat særlig højt.

- Vi er lige blevet prækvalificeret til et udbud i By & Havn, hvor bæredygtigheden vægter 10 procent i besvarelsen. Så skal vi da tænke i om vi skal have flere elkassevogne – eller om vi kan genanvende plastic. Hvis bygherren siger, at de gerne betaler 20 procent ekstra, så gør vi det. Men vi skal være konkurrencedygtige på pris, ellers har vi ikke en forretning, siger han.

Hvert tredje byggeri skal leve op til DGNB-krav, men oftest handler det om at bruge Svanemærkede produkter, som Viebke & West og andre malermestre gør i forvejen. Og så skal malervirksomederne opgøre, hvor mange liter maling, de bruger.

- DGNB-barren er ikke særlig høj for malermestre. Jeg ville da ønske, at det var mindre bøvlet med returemballage, så vi kunne genanvende materialerne. Når en leverandør alligevel skal ud med fire paller maling, ville det da være smart, hvis de kunne tage de tomme spande med retur, påpeger Mattias Gudmundsson.

For to år siden stillede udbyder i et projekt krav om, at 20 procent af firmaets flåde skulle være elbiler.

Det kunne vi leve op til, da hele administrationen kører i elbiler, fordi vi har kontor i København K, hvor elbiler kan parkeres gratis. Men så viste det sig, at kravet kun gjaldt elektrikere og vvs-firmaer, fordi udbyderen ellers var bange for at udelukke for mange af de små håndværkervirksomheder. Men har en lille malervirksomhed fire biler, er det jo kun en, der skal være elbil, siger Mattias Gudmundsson.

Leverandør ser stort forretningspotentiale
René Peter, som er teknisk chef, Architectural Coatings, Scandinavia, hos PPG, mener, at der er et stort forretningspotentiale for malermestrene i at have fokus på miljøet.

- Man kommer ikke uden om bæredygtighed som maler i dag. I langt de fleste udbud stilles der krav til materialerne og graden af bæredygtighed.

Det kan både være specifikt i forhold til en planlagt DGNB-certificering eller mere generelt i udbudsmaterialet. Allerede i dag stilles der eksempelvis også krav om bæredygtige standarder ved offentlige byggerier, og det vil kun blive mere fremherskende fremover, også i takt med at lovgivningen på området øges, siger han.

Miljøfokus for store og små
På spørgsmålet om det primært er større malervirksomheder, der arbejder med bæredygtigt byggeri – eller det også er små malervirksomheder, der kan profiteres af miljøfokus i forhold til kunderne, er Mattias Gudmundsson og René Peter enige.

- Det er bestemt ikke primært større malerfirmaer, der arbejder med bæredygtigt byggeri, det er både større og små. Kravene er kommet stille og roligt helt af sig selv fra bygherrerne og fremover kommer lovgivning til at bakke yderligere op om det. Vi oplever også, at de private slutbrugere stiller større krav, så det er aktuelt for alle malermestre uanset størrelse, siger René Peter fra PPG.

Mattias Gudmundsson har aldrig mødt en malermester, der mente, at det var et problem at leve op til kravene.

- Jeg kunne da indimellem ønske, at det var lidt mere bøvlet at leve op til kravene om bæredygtighed, fordi vi har så stort et setup. For jeg oplever ikke en eneste opgave så tung, at de små malervirksomheder ikke kan udføre dem, påpeger han.

Branding i miljøet
Viebke & West har i de senere opslåede stillinger oplevet, at ansøgerne lægger vægt på, at malerfirmaet tænker i miljø og bæredygtighed.

- Flere har fortalt, at det var motiverende for dem, at vi ser et forretningspotentiale i at have fokus på bæredygtighed. Så der er uden tvivl branding i det. Tendensen er jo, at vi som privatpersoner går op i miljøet, og derfor vil vi også gerne arbejde et sted, hvor der både tænkes på arbejdsmiljøet for de ansatte og for miljøet generelt, siger Mattias Gudmundsson.

Schuller tror på bæredygtighed
Schuller Eh’klar Nordic – der har alt slags værktøj til malerfaget – mødte op på Nyborg Stævnet i juni med produkter af genanvendt materiale.

Direktør Kim Nilsson fortæller, at virksomheden har taget en beslutning om, at hver gang de kigger ind i et nyt produkt, så tænker de en større grad af bæredygtighed, miljø og genbrug ind i produktet. De lancerede for eksempel for to-tre år siden deres FSC-certificerede penselserie – og planen er at være CO2-neutrale i 2030. Regeringens klimamål er 70 procents reduktion i 2030.

- Udfordringen er, at den bedste måde at kontrollere produkterne på er at få en certificering, men indenfor plast, som ofte anvendes, er der ingen ensretning. Vi spørger forskellige fabrikker, hvordan de producerer – og så må vi efterfølgende arbejde på en certificering, siger han.

Værktøj ligger langt nede i fødekæden
Schullers sortiment, som helt eller delvist er lavet af genanvendt materiale, tæller udover pensler også malerruller, spande og diverse afdækningsmaterialer. Og det viste malermestrene stor interesse for på Nyborg Stævnet.

- Reaktionen fra malermestrene var positiv. Men et er hvordan man reagerer og udtrykker sig – og noget andet er, hvad man gør. Malermestrene er traditionsbundne, og kan være tilbageholdende med at forhaste sig til noget nyt. Og desværre ligger værktøjet langt nede i fødekæden, selvom interessen er stor, konstaterer Kim Nilsson, der tror på, at miljøfokus i malerfaget tager til de næste par år.

Fordi der er lang vej igen, er Schuller kommet til den konklusion, at de skal alliere sig med rådgivere om, hvordan miljøfokus skal kommunikeres ud i malerbranchen.

- Alle siger, at de vil være miljøbevidste, men det er en svær omstilling. Alle vil det, men ved ikke, hvilken vej, de skal gå. Men vi tror på, at vi har taget den rigtige beslutning. Og som sagt tænker vi bæredygtighed ind i alle nye produkter, også selvom vi kun kan skaffe 30 procent genanvendt materiale. Det vil vi hellere gøre, end at lade være, fastslår Kim Nilsson. 

Billedtekst: Vi leder hele tiden efter noget, så vi kan levere endnu mere på bæredygtighedskontoen. Det handler om at finde steder, hvor det både giver pote for firmaet og for miljøet generelt, siger driftschef i Viebke & West, Mattias Gudmundsson. Foto Søren Hytting

 

Danske Malermestre
Islands Brygge 26, 5.
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK61834710

Kontaktperson

Annika Ipsen
Kommunikationsansvarlig
+45 61779770 aip@malermestre.dk

Send til en kollega

0.078