Synlige lunker i spartlingen
En test afslører, at spartelmasse synker længe efter, at arbejdet er afleveret. Det kan være en del af forklaringen på de mange sager, der har været om synlige gipspladesamlinger og pletreparationer gennem de senere år.
Da byggeriet blev afleveret, stod de mange lejligheder snorlige, men her, fem måneder efter afleveringen har ejeren klaget over, at der mange steder er lunker i den filtbeklædte gipsvæg. Og syn og skønsmanden må giveren klageren ret; der er synlige lunker.
Gennem de senere år har der været en stigning i antallet af sager om synlige lunker – indadgående buler – på såvel spartelsamlinger som pletreparationer efter skader på beton, letbeton og pudsvægge.
De mange sager fik Maleteknisk udvalg i Københavns Malerlaug til sammen med Danske Malermestres Faglig tekniske udvalg at sætte gang i en undersøgelse af, hvor meget og hvor længe spartelprodukterne synker under afhærdning.
Undersøgelsen er foretaget af Maleteknisk Rådgivning, der har set nærmere på 22 forskellige spartelprodukter. Nogle af de undersøgte produkter er særligt egnet til gipspladesamlinger, men flertallet er ”all-round-produkter” og egnet til de fleste opgaver. To af de testede produkter er rullespartler – en medium og en grov – og en af disse er beregnet til fibergips. Seks af produkterne er af typen Fin, syv er Medium, og otte af produkterne er mærket Grov.
Til testen blev der fremstillet et prøveemne; to glasplader limet sammen med et 50 mm bredt og tre mm dybt hul i den øverste. Spartelmassen blev trykket ned i hullet og spartlet til niveau. Der blev foretaget en måling umiddelbart efter spartling og kontrolmålt fire måneder frem. Der blev foretaget i alt tre test af hvert produkt, og et eventuelt svind blev beregnet som et gennemsnit af de tre testmålinger.
Ved målingerne blev hvert prøveemne vejet, og der blev målt, hvor meget spartelmassen var sunket.
Der blev i forsøget taget højde for den lille lunke, der typisk opstår ved spartling, da det ikke er muligt at spartle helt plant med overfladen.
Efter at forsøgsemnerne var spartlet, blev de sat til tørring. Først i et tørreskab ved 15 grader celsius og en luftfugtighed på 65 procent i en uge, og derefter ved et almindeligt indeklima ved cirka 23 grader celsius og 40 procents luftighed.
De synker alle over tid
Og konklusionen fra Maleteknisk Rådgivning efter forsøget er, at alle spartelmasserne synker over tid. Nogle af de testede produkter, otte i alt, sætter sig i løbet af de første syv døgn, mens syv produkter har sat sig efter 21 døgn. I disse tilfælde til et niveau, der er meget tæt på det endelig niveau/svind. 15 af spartelmasserne i testen synker yderligere i 3-4 måneder efter forsøgets start.
De grove spartelmasser svinder generelt mindst, mens de fine spartelmasser/medium og rullespartlet har det største svind generelt.
Svindet i spartelmasserne er fra 200 my og helt op til 1200 my svarende til 1,2 mm, hvilket altså er fuldt synligt for det blotte øje.
Tidsplanerne spænder ben
Testens resultater kommer ikke som nogen overraskelse for Lilian Bech, chef for Danske Malermestres Faglig tekniske afdeling. Hun ser det som en kombination af materialerne og den måde, byggeriet foregår i dag.
- Vi arbejder i dag på en optørret overflade. Men selve afhærdningen er jo ikke overstået, når vi beklæder og maler overfladen. Afhærdningen fortsætter jo, bare langsommere. Og med den følger det svind, der resulterer i lunker i spartelmassen.
Som byggeprocessen ser ud i dag, er det ifølge Lilian Bech, meget svært at undgå lunkerne. Der er nemlig ikke tid til at lade afhærdningen ske fuldstændig, inden maleren går videre i arbejdsprocessen.
- Løsningen ligger i tidsplanerne. For med de materialer, vi har til rådighed i dag, og som tidsplanerne er skruetsammen, kan vi umiddelbart ikke forhindrat lunkerne opstår.
- Derfor er det forkert at kalde det en fejl ved malearbejdet. Det understreger undersøgelsen fra Maleteknisk Rådgivning også. Der er tale om en afhærdning, som ikke har noget med vores arbejde at gøre, fastslår Lilian Bech, der forventer at gå i dialog med producenterne i løbet af foråret for at finde en løsning på problemet.
Billedtekst: Svindet i spartelmassen er for enkelte produkter på helt op til 1,2 milimeter, viser undersøgelsen fra Maleteknisk Rådgivning. Foto Brian Rasmussen