23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Virksomheder får opskriften på at tackle den næste krise

Industriens Fond står bag et nyt projekt ”Modstandsdygtig.DK”, der skal give SMV’er en konkurrencefordel i krisetider ved at træne deres evne til at tænke i nye måder at drive virksomhed på. Fire GTS-institutter er med i projektet.

Formålet med projektet er at ruste danske virksomheder til kommende kriser og gøre dem bedre til at foregribe og handle på kendte og uventede udefra kommende begivenheder. Ambitionen er at få mindst 1.000 virksomheder til at implementere nye procedurer og rutiner, der gør dem klar til at håndtere den næste krise – blandt andet med en ny virksomhedsguide, digitale værktøjer og med 30 konkrete virksomhedseksempler til efterfølgelse.

”Virksomheder skal tilpasse sig en ny verden, hvor eksisterende forretningsmodeller måske kommer til kort, og hvor nytænkning er påkrævet for at bevare konkurrenceevnen. Dette stiller nye krav til virksomhederne om, at de hurtigt skal kunne identificere, kvalificere og implementere nye idéer”, siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

Agilitet og robusthed på dagsordenen

En ny undersøgelse fra McKinsey viser, at projektets målgruppe særligt er blevet ramt på deres evne til at modstå trusler og pludselige forandringer i markedet – forretningsforstyrrelser – og at innovation af deres forretningsmodel står højt på dagsordenen.

”Covid-19 pandemien har åbnet et vindue til at sætte agilitet og robusthed på dagsordenen i de mange danske SMV’er. Hvor der tidligere har været fokus på omkostningsreducering, har bestyrelser og ledelser nu fokus på at gøre virksomhederne parate til at imødegå nye kriser ved at øge deres modstandsdygtighed og gøre dette til en konkurrencefordel”, siger Juan Farre, CEO på Teknologisk Institut og formand for GTS-foreningen og fortsætter:

“Dette er et flagskibsprojekt, hvor vi skal hjælpe særligt de små og mellemstore danske virksomheder i og omkring fremstillingsindustrien til at blive mere modstandsdygtige overfor kommende kriser eller hurtige og uforudsete ændringer. Virksomhederne kan med Modstandsdygtig.DK trække på den brede viden og de erfaringer, som bl.a. GTS-partnerne bringer med til bordet”,

Vejledning af GTS-konsulenter

I Modstandsdygtig.DK får de deltagende virksomheder vejledning i, hvordan de skaber en modstandsdygtig og mindre sårbar forretning. Det er GTS-konsulenter fra Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, FORCE Technology og DBI, der står bag vejledningen.

I løbet af træningsforløbet bliver ledelsen klædt på til at handle proaktivt og gribe nye muligheder samt sikre den nuværende forretning mod fremtidige kriser. Det sker fx ved at tænke i alternativer til deres nuværende operationsform, så det bliver muligt at foregribe og handle på såvel kendte som uventede risici samt identificere nye forretningsmuligheder.

En af de virksomheder, der kan nikke genkendende til problemstillingen er Baron-Mixer A/S, som producerer mobilt blande- og håndteringsudstyr til byggebranchen. Allerede inden COVID-19 stillede virksomheden spørgsmålet: Hvor er de svageste led i værdikæden?

”Det medførte, at vi besluttede os for at udbygge vores forsyningskæde med alternative leverandører for de mest kritiske komponenter, og dermed var vi velforberedte, da COVID-19 lukkede for den ene af vore leverandører. Tilsvarende havde vi også forberedt os grundigt i UK, da Brexit blev en realitet”, siger direktør Carsten Filsø, Baron-Mixer A/S.

Fakta om projektet

Udover Industriens Fond er partnerne i Modstandsdygtig.DK:

  • GTS-Institutterne: Alexandra Instituttet, DBI, Teknologisk Institut og FORCE Technology
  • Dansk Standard
  • Aarhus Universitet – Institut for Forretningsudvikling og Teknologi
  • EDHEC Business School, France

Modstandsdygtig.DK skal via en virksomhedsguide, et fleksibelt træningsforløb, identificerbare cases og en målrettet kommunikationsindsats hjælpe virksomhedsledere og erhvervspartnere med, hvordan man skaber en modstandsdygtig og mindre sårbar forretning. Projektet tager udgangspunkt i internationalt anerkendte standarder, der giver virksomhederne konkrete værktøjer til at sikre en ledelseskultur med fokus på modstandsdygtighed og en struktureret tilgang til arbejdet.

Med et individuelt tilpasset virksomhedsforløb skal partnerkredsen i første omgang hjælpe 50 virksomheder med at blive mere modstandsdygtige og give inspiration til det øvrige danske erhvervsliv via erhvervs- og formidlingspartnerne Dansk Erhvervsfremme – DEF, Erhvervshusene, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forening af statsautoriserede revisorer (FSR), Forsikring og Pension samt bestyrelsesnetværket for små og mellemstore virksomheder, Asnet.

Der afvikles 15 pilotforløb over 6 måneder og i alt 50 forløb over 2,5 år. Da ikke to virksomheder er ens, gennemføres der, med en eksplorativ tilgang, et individuelt træningsforløb tilpasset den enkelte virksomheds udfordringer og muligheder over 10 uger. Projektet løber over sammenlagt 3,5 år.

Læs mere på modstandsdygtig.dk

GTS-foreningen
Gregersensvej 3
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84807915

Kontaktperson

AT
Alexander Tonnesen
Kommunikation
ato@gts-net.dk

Send til en kollega

0.048