Modernisering af vandværk i Ishøj
DS Stålkonstruktion har skrevet kontrakt på stålentreprisen til Thorsbro Vandværks nye bygning i Ishøj. Projektet indgår i en række af regionale vandværker, der skal opføres over en ca. 10-årig periode
Hovedstadsområdets Forsyningsselskab – HOFOR står for den omfattende modernisering af 7 vandværker, der forsyner hovedstadsområdet med ca. 50 mio. kubikmeter drikkevand om året. Moderniseringen omfatter indførelse af ny og tidssvarende teknologi for at fremtidssikre anlæggene, samtidigt med at der indføres central blødgøring af drikkevandet på alle de regionale værker til gavn for forbrugerne i forsyningsområdet.
”Vi er stolte af, at skulle medvirke til opførslen af det nye vandværk ved Thorsbro, som skal øge forsyningssikkerheden og levere blødere drikkevand til forbrugerne i hovedstadsområdet. Vi ser frem til det gode samarbejde med projektets mange aktører” udtaler projektleder ved DS Stålkonstruktion Simon Jan Larsen.
Stålkonstruktionerne skal stå færdigmonterede primo juli 2021.