GTS: Adgang til testfaciliteter inden for materialeteknologi
Arbejder du med materialeløsninger, og er du interesseret i udviklingen af ny teknologi inden for området? Læs med her for at lære mere om, hvilke testfaciliteter GTS-institutterne tilbyder på området.
GTS-institutterne tilbyder virksomheder adgang til 35 forskellige test- og udviklingsfaciliteter, som din virksomhed kan benytte til implementering og udvikling af teknologi inden for materialeløsninger.
Faciliteterne spænder vidt og tilbyder rådgivning inden for blandt andet metallurgi, betonudvikling, plast- og kompositløsninger og meget mere.
Hos FORCE Technology kan du blandt andet besøge plast-og kompositlaboratoriet, hvor faciliteterne tilbyder den nyeste viden og teknologiske kompetencer inden for området.
FORCE Technology råder også over Lindoe Component and Structure Testing, der tilbyder fuldskalatests af komponenter og systemer i et klimakammer.
Du kan også kigge forbi Teknologisk Institut, der råder over Danmarks eneste center for industriel 3D-print. Her får virksomheder adgang til rådgivning og udvikling af produkter med den nyeste viden og teknologi inden for 3D-print.
Du kan se de mange faciliteter til materialeteknologi her
Samarbejde med GTS-institut var afgørende
En virksomhed, der har haft stor glæde af samarbejdet med et GTS-institut, er virksomheden TRD Surfaces, som producerer slidstærke og korrosionsbestandige overflader til stålemner.
”Der er ingen små virksomheder, der på egen hånd kan sætte tests op, der koster flere millioner kr. i udstyr. Derfor er det godt og helt uundværligt at have GTS til at gøre det for en. Typisk er der meget lange beslutningsprocesser i de store virksomheder, hvilket gør livet svært for SMV’er. Ved at have testet en lang række parametre på forhånd med GTS, kan vi afkorte disse beslutningsprocesser betydeligt”, siger Mads Brinck Laursen, CEO i TRD Surfaces.
Læs mere om hvordan samarbejdet med et GTS-institut har været afgørende, i denne case
Én samlet indgang
I starten af 2019 lancerede GTS www.teknologiskinfrastruktur.dk, der fungerer som én samlet indgang til over 130 forskellige test- og udviklingsfaciliteter.
På hjemmesiden kan du hurtigt få et overblik over den omfattende infrastruktur af testfaciliteter, som GTS-institutterne stiller til rådighed for dansk erhvervsliv.
Foto: Teknologisk Institut