Fælles standarder for BIM-modeller i anlæg
Skal 2020 være året, hvor du opkvalificerer dine kompetencer inden for den digitale udvikling i anlægssektoren? Så læs med her.
VEJ-EU har åbnet for tre splinternye kurser om BIM i anlægsprojekter, som du kan komme med på allerede dette efterår:
Fælles standarder for BIM-modeller - for projekterende og BIM-koordinatorer
Digital projektering i anlæg - for projektledere, der bruger digital projektering
Digitalt udbud og udførelse - for udførende, der bruger digitale modeller til vej- og baneprojekter
Kurserne giver dig en række kompetencer, som vil blive afgørende for, at virksomhederne kan overleve og leve op til de krav, som allerede nu stilles i mange anlægsprojekter.
Du bliver i stand til at planlægge, koordinere og udføre alle nødvendige IKT-ydelser i et anlægsprojekt ud fra strategiske valg i henhold til Vejdirektoratet og Banedanmarks fællesparadigme for IKT-specifikationer. Kurset peger på, hvordan du aktivt kan deltage i det udviklingsarbejde, der sker både med modeller og processer i en dansk og international kontekst. Deltagerne rustes til fremtidige fælles standarder for BIM-modeller ved projektering, anlæg og aflevering.
Det lærer du om fælles standarder for BIM-modeller:
- Definition af detaljeringsgrad, pålidelighed og information i BIM-modellen (LOIN, LOD, LOG).
- Valg af niveauer af LOD i samspil med branchens software.
- Overgang fra modelbaseret til objektbaseret LOD for infrastruktur.
- Fælles standarder for BIM-modeller ved projektering, anlæg og aflevering.
- Retningslinjer og krav til klassifikation og objektstruktur i BIM-modellen.
- Udvælgelsen af en fælles klassifikation og objektstruktur.
- BIM-modenhed og BIM-anvendelser.
- Fælles skabeloner for projektspecifikke aftaler for digitale leverancer.
- Bygherrens IKT-specifikationer med konkrete resultater fra det nordiske samarbejde.
- Implementering af IKT med optimering af projektøkonomi, arbejdsprocesser og kvalitet i et anlægsprojekt.
Kursusleder er Arkitekt M.A.A Bengt Kalderén, der præsenterer en række af de førende BIM-specialister i anlægssektoren. Kursuslederen er til stede i kursuslokalet, mens specialisterne holder deres indlæg virtuelt, helt i tråd med tanken om digitalisering. Deltagerne vil også få lejlighed til at prøve kræfter med det, de har lært, i en workshop, hvor man i grupper udarbejder en IKT-specifikation. Workshoppen er integreret del af de tre kurser.