Utraditionelt samarbejde i elbranchen højner kvaliteten
En tværfaglig arbejdsgruppe er snart klar med nye vejledninger, der vil reducere mængden af fejl og mangler i el-tavler til elektriske installationer.
Arbejdsgruppen har brudt siloerne ned mellem faggrupperne, og det resulterer i vejledninger, der vil forebygge de hyppigst forekommende fejl.
Sikkerheden skal være i top i el-tavler. Alligevel forekommer der alt for ofte fejl i tavlerne til elektriske installationer til både bygnings- og maskininstallationer. Selv om hovedparten af fejlene ikke er farlige og heller ikke påvirker funktionsdygtigheden, så er de oftest ulovlige og kunne være forebygget med bedre kommunikation mellem branchens parter. Derfor er en tværfaglig arbejdsgruppe i gang med at forberede en række vejledninger, som skal udrydde de hyppigst forekommende fejl.
”For hvert af de områder, hvor Sikkerhedsstyrelsen konstaterer, at der er fundet flest fejl, har vi udarbejdet kortfattede og entydige vejledninger. Når både rådgiverne, tavlebyggerne og installatørerne følger vejledningerne, forventer vi, at mængden af fejl om ikke elimineres, så i hvert fald reduceres væsentlig. De fælles vejledninger skal sikre, at der ikke falder information ned mellem to stole,” siger René Kjemtrup, direktør i Dansk El-tavle Forening (DETF).
Fælles retningslinjer for alle i værdikæden
René Kjemtrup er initiativtager til arbejdsgruppen, som kom i stand efter et møde, hvor en repræsentant fra Sikkerhedsstyrelsen havde påpeget et forbedringspotentiale i branchen.
”Efter mødet spurgte jeg, om han ville være med til at forbedre de forhold, han kritiserede. Det accepterede han på stedet, og det banede vej for et meget konstruktivt samarbejde, hvor vi fik samlet aktører på tværs af branchen,” siger han.
Foruden DETF og Sikkerhedsstyrelsen deltager også repræsentanter fra TEKNIQ Arbejdsgiverne – Industri & Installation, Kredsen Af Større El-Rådgivere (KASER), og en række af DETF’s medlemsvirksomheder.
”Den tværfaglige sammensætning er en kæmpe styrke for vores arbejde. Vi må desværre nok erkende, at der har været en lille tendens i branchen til at sende aben videre, og det er vores arbejdsgruppe med til at sætte en stopper for. Når alle led i værdikæden er med til at definere vejledningerne, får vi forståelse for hinandens tilgang og arbejdsmetoder og kan skabe fælles retningslinjer, som både giver mening i projekteringen og i den praktiske udførelse,” siger René Kjemtrup.
Anbefaler serviceaftale på el-tavlerne
Vejledningerne omfatter blandt andet krav til jording, mærkning og montering, men også forslag til retningslinjer for service og vedligehold. For selv om det ifølge elsikkerhedsloven er ejeren eller brugeren af en elektrisk installation, der er ansvarlig for, at installationen overholder reglerne i elsikkerhedsloven, ligger der også her et forbedringspotentiale, som branchen kan være med til at opfylde.
”I dag indeholder tavler så mange komponenter og sikkerhedsfunktioner, at installatørerne med fordel kan tilbyde slutkunderne en ordning, hvor de indgår en aftale om at verificere, at tavlen er sikkerhedsmæssigt forsvarlig efter en given periode. For eksempel afslører kontrol af installerede fejlstrømsafbrydere ved at trykke på testknappen ikke med sikkerhed, om fejlstrømsafbryderen udløser inden for de krævede tider og fejlstrømme, og der kan en periodisk verifikation i form af et fast serviceeftersyn være med til at højne sikkerheden,” siger René Kjemtrup.
Vejledninger klar inden sommer
De første to vejledninger omhandler henholdsvis opbygning og installation af småtavler og gruppetavler med en mærkestrøm op til 63A, samt opbygning af klasse I og klasse II tavler til TN og TT net. De bliver færdige i løbet af andet kvartal. Vejledningerne bliver tilgængelige via DETF´s hjemmeside, www.detf.dk.
De deltagende foreninger og virksomheder i arbejdsgruppen er: DETF, KASER, TEKNIQ Arbejdsgiverne – Industri & Installation, Sikkerhedsstyrelsen, CUBIC-Modulsystem A/S, Pro-Automatic A/S og Elogic Systems A/S.
Yderligere oplysninger:
René Kjemtrup, direktør, Dansk El-Tavle Forening, rck@detf.dk, tlf. +45 2053 1333
Om Danske El-Tavle Forening
Dansk El-Tavle Forening (DETF) er en brancheforening, der samler danske el-tavlebyggere og de mest betydende leverandører til disse. Gennem uddannelse, vejledning og information sikrer foreningen høj kvalitet for dansk el-tavle produktion.