Concept Living opfører 312 præfabrikerede boliger til internationale studerende
Fra begyndelsen af august 2018 bliver et helt nyt boligkompleks på 312 lejligheder opført, det vil indgå som en del af Boligfonden DTU's boligudbud til internationale studernede på DTU. Det er Concept Living, der er totalentreprenør på projektet.
I starten af august foretages det første spadestik til byggeriet, det bliver en del af det udbud af studieboliger, som Boligfonden DTU udlejer. De nye boliger opføres i det nordvestlige hjørne af DTU Campus, hvor samtlige boliger bliver betalingsvenlige til internationale studerende. Således skal projektet underbygge universitetets position som internationalt eliteuniversitet:
- Vi skal gøres os attraktive overfor internationale talenter, og her er et væsentligt parameter, at det er muligt at finde betalingsvenlige boliger i en rimelig afstand fra universitetet. Cirka 40 procent af de studerende på DTU Campus er med international baggrund og kommer fra et land, hvor økonomien ser anderledes ud end i Danmark. Derfor skal vi kunne tilbyde en løsning, der økonomisk set er indenfor rækkevidde for flere, forklarer direktør for Boligfonden DTU, Mikael Hyttel Thomsen.
Han understreger samtidig, at der i mange år har været et stigende underskud på denne type af boliger, og at projektet i sig selv ikke løser underskuddet, men er et lille skridt i den rigtige retning.
Det er Concept Living A/S by abc, som er specialiseret i at levere præfabrikeret modulbyggeri, der er totalentreprenør på projektet. Virkomheden har fokus på at levere gode, hurtige og permanente løsninger, som kan opstilles, sammensættes og beklædes med facadebeklædning, så de fremstår som selvstændige bygninger:
- Vi har valgt, at det skal være en modulløsning, fordi det er en byggemetode, som er nem at skalere op, hvilket kan blive aktuelt i fremtiden, og hvor pladsen bliver udnyttet til fulde. På de cirka 18 kvadratmeter er der nemlig plads til alt, en bolig skal indeholde som eksempelvis toilet, bad, køkken og opholdsrum. Der er således stort set ingen spildplads forbundet med løsningen, og samtidig er det et godt, solidt produkt, som kan klare det danske vind og vejr, fortsætter Mikael Hyttel Thomsen.
Boligerne bliver produceret i Engesvang i Midtjylland i de tidligere Siemens-bygninger, som Concept Living sammen med søstervirkomheden ABC Pavilloner overtog sidste år. Hele boligen - inklusiv køkken, toilet og bad samt installationer som gulvvarme - bliver installeret på forhånd, og derefter bliver modulerne kørt til byggepladsen, hvor der bliver støbt fundament og andet. Byggepladsen på campus i Lyngby kan således klargøres samtidig med, at boligerne bliver bygget, og det betyder at samtlige 312 boliger står klar til indflytning i begyndelsen af 2019:
- Modulbyggeri kan opføres hurtigere end mange andre boligbyggerier, da byggepladsen med blandt andet fundamenter og stikledninger kan klargøres parrallelt med, at vi bygger modulerne i Engesvang. Alle boliger står klar til indflytning primo januar 2019, fortæller direktør i Concept Living, Kjeld S. Facius.
Byggeriet kommer til at bestå af to gange tre boligblokke, som begge danner en u-form og er adskilt af en cykel- og gangsti som et grønt beplantningsbælte. De kommer til at være i tre etager, hvoraf 12 boliger indrettes til kørestolsbrugere.
- Med etableringen sikrer vi, at det store underskud af betalingsvenlige boliger mindskes en smule, og at den tætte beliggenhed til DTU opfylder de studerendes ønsker til fulde. Samtidig skaber vi et levende og dynamisk campusmiljø, som får positiv afsmitning for hele DTU, og vi glæder os derfor til både at se og opleve det færdige resultat, slutter Mikael Hyttel Thomsen.
Studieboligerne bliver placert i gåafstand til alle faciliteter på campus, mens der er offentlig transport til og fra stedet. Concept Livings søstervirksomhed Baltic Modules skal desuden stå for at levere en stor del af møblerne til boligerne.