23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Tilgængelighed og renovering skal gøre boligforening attraktiv

For at fremtidssikre de almene boliger begynder Humlebæk Boligselskab nu et stort renoveringsprojekt af afdelingen Stejlepladsen II med KHS Arkitekter som totalrådgiver og Skou Gruppen som hovedentreprenør.

De almene rækkehuse i Stejlepladsen II er opført i 1974, og det sætter sine begrænsninger, når det kommer til tilgængelighed og bestyrelsens ønske om at være en afdeling med ”højt til loftet”. På opfordring fra bygherren, Humlebæk Boligselskab, udarbejdede KHS Arkitekter derfor tilbage i 2008 en fremtidssikringsanalyse af de 123 boliger i Stejlepladsen II i Humlebæk. 

”Det resulterede i en helhedsplan med forslag til de tiltag, der skulle til for at gøre bebyggelsen attraktiv at bo i på lang sigt for at sikre en bred og mangfoldig beboersammensætning. Det indebærer bl.a. tilgængelige boliger, så afdelingen i fremtiden kan tilbyde et varieret boligudbud og boliger, der også er fysisk tilgængelige for gangbesværede,” forklarer Jess Kofoed Sørensen, partner og adm. direktør i KHS Arkitekter, som er totalrådgiver på renoveringen af Stejlepladsen II.

En gennemgribende renoveringssag
Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen, der har vundet entreprisen og tegnet kontrakt på 50 mio. kr., skal i perioden januar 2018 til maj 2019 udskifte det gamle eternittag, ovenlysvinduer og vandrør. Skou Gruppen bliver også ansvarlig for at ombygge 24 gavlboliger med fokus på tilgængelighed og for at renovere alle 123 badeværelser.

Udendørsarealerne skal også renoveres og forskønnes med ny beplantning. De 36 boliger, der i dag ikke har forhave, får etableret en forhave, ligesom stiforløbet omlægges af hensyn til trafiksikkerheden i boligområdet.

”Vi kender allerede rigtig godt til bebyggelsen, da vi for år tilbage etablerede nye døre og vinduer i alle underetager i Stejlepladsen II. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu skal være med til at opfylde bestyrelsens ambition om, at lejerne får opfattelsen af at bo i en af Danmarks bedste boligafdelinger,” siger Martin Skou Heidemann, direktør i Skou Gruppen. 

Nye gavlboliger med fokus på tilgængelighed
Rækkehusbebyggelsen, der rummer 123 boliger i halvanden plan, er fordelt på 12 boligblokke. 

De 24 gavlboliger bliver totalrenoveret, hvoraf 12 boliger omdannes til tilgængelige boliger for gangbesværede og mennesker med handicap. Det indebærer bl.a. en optimal venderadius, der gør det muligt for kørestolsbrugere at vende rundt i køkkenet og på badeværelset.

”Vi er stolte af at være en del af et større renoveringsprojekt, hvor der er øget fokus på tilgængeligheden. Det er generelt et område i branchen, som halter og er en udfordring i mange ældre bygninger. Derfor er vi glade for, at Skou Gruppen kan være med til at fremtidssikre Stejlepladsen II med skræddersyede tilgængelighedsløsninger, så bebyggelsen fremover kan favne alle,” slutter Martin Skou Heidemann. 

Foruden KHS Arkitekter og Skou Gruppen er rådgivende ingeniør Dines Jørgensen & Co. og landskabsarkitekten BOGL involveret i renoveringen af Stejlepladsen II.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.063