23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kultur- og fritidsborgmester besøgte Københavns nye bymuseum

Den 28. august fik Københavns kultur-og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, og kultur- og fritidsforvaltningens direktion Københavns Museums nye rammer at se. Bygningerne har været igennem en omfattende renovering og restaurering.

Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen er netop blevet færdig med renoveringen af Stormgade 18 og 20 i indre København, og snart overdrages nøglerne til Københavns Kommune.

Det blev markeret med en rundvisning for Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, og direktionen i kultur- og fritidsforvaltningen. De blev præsenteret for de prægtige og historiske lokaler, som fremover også bliver åbne for Københavns borgere og besøgende. Rundvisningen stod Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, for i selskab med Louise Jacobsen, direktør på Københavns Museum, og Lene Floris, direktør for Historie & Kunst i Københavns Kommune.

En fredet bygning der fortæller en historie
Rundvisningen startede i den fredede bygning Stormgade 18, hvor Københavns Museums udstillinger skal være. Derfor er der trukket mange nye installationer i bygningen, og under dette arbejde gjorde Skou Gruppen nogle nye opdagelser i bygningens undergrund.

”I 1600-tallet lå der en voldgrav, hvor Stormgade 18 er bygget. Derfor viste bygningens undergrund sig at være krydsfunderet, hvilket er anderledes, end hvad vi normalt ser. Det skaber nogle nye udfordringer, når man skal trække installationer i en fredet bygning som denne,” forklarede Martin Skou Heidemann og tilføjede:

”Når man renoverer fredede bygninger, må man ofte tage de gamle håndværksmetoder i brug, og det gør arbejdet spændende. Vores murere har fx muret elevatorskakten op i en krog af bygningen med meget lidt plads. Skakten går gennem alle etager, og normalt ville man bruge betonelementer.”

Stormgade 18 blev opført i 1893-94 til at huse Overformynderiet, der var en institution, som bl.a. varetog forvaltningen af umyndiges midler i hele Danmark. Overformynderiet flyttede ud i 1937, men institutionens symbol, bestående af tre nøgler, er stadig på porten ved indgangen, ligesom Overformynderiets pengeskab er bevaret i kælderen. Siden 1937 har bygningen huset forskellige kommunale kontorer.

Derudover rummer Stormgade 18 et væld af fine bygningsdetaljer, heriblandt Agnes Slott Møllers glasmosaik, bemalede trælofter, bitrapper med kig til himlen, malerier af svøbelsesbarnet og originale vægmalerier.

Kontor på taget med byens bedste udsigt 
Rundvisningen sluttede på taget af Stormgade 20, hvor Skou Gruppen har bygget en ekstra etage oven på den gamle tagkonstruktion, hvorfra der er udsigt over hele København. Tagetagen bliver bl.a. kontor for flere af Københavns kultur- og historiske institutioner under Historie & Kultur.  

”Det eneste rum, der var her i forvejen, var et tårnværelse, som vi har integreret i den nye etage, fordi bygningen er bevaringsværdig. Tårnværelset er derfor stadig synligt fra gaden,” fortalte Martin Skou Heidemann.

Stormgade 20 kommer til at kommer til at huse Danmarks første makerspace, Storm20, der indvies torsdag den 31. august 2017. Stormgade 18 åbner først for offentligheden i 2018.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.047