23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Økonomien bestemmer om danskerne energirenoverer

Undersøgelse blandt danske byggemarkeder viser, at Boligjobordningen er mere effektiv til at motivere danskerne til at gå i gang med energirådgivning end offentlige oplysningskampagner og tilbud om rådgivning.

Brancheforeningen Danske Byggecentre har netop gennemført en undersøgelse blandt sine medlemmer omkring energirenovering. Undersøgelsen peger blandt andet på, at Boligjobordningen i væsentligt højere grad end andre offentlige ordninger og kampagner er i stand til at få danskerne til at gå i gang med energirenovering. 75 % af de adspurgte mener således, at Boligjobordningen er mere effektiv til at motivere end andre offentlige oplysningskampagner og tilbud om rådgivning.
33 % mener, at Boligjobordningen i høj/meget høj grad påvirker boligejerne til at gå i gang med energienergirenovering af boligen.

Økonomien er afgørende for energiforbedring
Danske Byggecentres resultater ligger i forlængelse af tilsvarende undersøgelser. Eksempelvis viser en nylig undersøgelse fra Energivejledersekretariatet, at 60 % af de adspurgte vurderer, at økonomiske incitamenter fra staten kan motivere dem til at gå i gang med energirenovering. Til sammenligning er det kun 12 %, der anser tilbud om rådgivning og oplysning som en motivationsfaktor.

”Vores medlemmer taler med rigtig mange af de boligejere, der overvejer at gå i gang med at energirenovere. Og det er sjældent manglende viden om mulighederne for energirenovering, der afholder folk fra at gå i gang. Den viden hjælper vores medlemmer dem med. Det er tværtimod ofte et spørgsmål om økonomi, der afgør, om et projekt bliver realiseret eller ej”, siger Palle Thomsen, der er adm. direktør i Danske Byggecentre.

Energirenovering er nøglen til væsentlige reduktioner i energiforbruget
Danmark har nogle af de mest ambitiøse mål for energireduktion i verden. Men Regeringen har måttet sande, at der kan være langt fra intention til realisering. Eksempelvis ser ambitionen om at reducere energiforbruget med 12 % ift. 2006-niveauet inden 2020 ikke ud til at blive realiseret. Således var forbruget i 2012 kun faldet med 3 %.

Her kommer energiforbedringer ind i billedet. Dels fordi energiforbruget til boliger udgør 40 % af landets samlede energiforbrug, og heraf 60 % til enfamilieshuse. Dels fordi energiforbedringer kan reducere forbruget uden at forringe virksomhedernes vækstmuligheder. Tværtimod.

”Vi har i mere end 10 år arbejdet med at fremme energirenovering sammen med vores medlemmer, fordi vi virkelig kan gøre en forskel her. Langt de fleste danskere bor i boliger, som nemt kan blive væsentligt mere energieffektive. Men det er dyrt og for de fleste boligejere også for dyrt. Derfor at det er så ærgerligt, at Regeringen ikke har tænkt sig at videreføre Boligjobordningen eller at se på, om man kan videreføre den i en anden konstruktion, hvor der fokuseres på støtte til energiforbedringer,” siger Palle Thomsen.

Og besparingspotentialet findes. Videncenter for Energibesparelser har beregnet, at et standardhus på ca. 130 kvm. kan reducere sit nuværende energiforbrug med næsten 50 % ved hjælp af relativ simpel energirenovering.
[/i]

Danske Byggecentre
Egebækvej 98
2850 Nærum
Rudersdal Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84870714

Kontaktperson

Send til en kollega

0.047