23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Specialmaskine til specialvirksomhed

ScrapTrans A/S er specialist, når det gælder transport af restprodukter fra levnedsmiddelindustrien. Derfor er der også brug for specialmaskiner til den interne transport

ScrapTrans A/S har netop taget en ny truck i brug, som er særligt velegnet til at løse de opgaver, som virksomhedens specialniche indenfor transport giver. Det er en JCB Teletruk, som har den egenskab, at den ikke blot løfter lodret, men også kan række frem. Det gør den særlig velegnet til at læsse en lastbil fra én side og er med til at mindske behovet for efterfølgende flytning af paller og gods.
”ScrapTrans A/S er i sig selv en nichevirksomhed indenfor sit felt, så valget af truck afspejler på en måde, at vi har brug for specialløsninger til at opfylde vores behov”, siger direktør Søren Christensen fra ScrapTrans A/S.
Virksomheden er specialiseret i transport af rest- og spildprodukter fra fødevareindustrien. Disse kan ofte bruges som fodermidler i landbruget, og ved hjælp af forskellige håndteringsløsninger kan ScrapTrans A/S tilbyde sikker transport fra producent til modtager.
Vigtig intern transportløsning
ScrapTrans A/S opererer med to indsamlingssystemer, container eller plastkar. Begge systemer er sikret mod forurening under transporten, og restprodukterne køres enten direkte ud til slutbrugeren eller til udpakning og sortering hos ScrapTrans i Billund, hvorfra de så går videre til brugeren. Og det er her, JCB Teletruk’en kommer i brug, fordi der er brug for at flytte og transportere beholdere og kar på virksomheden. Truckgaflen er udstyret med væltesikring.
Avanceret transportvirksomhed
Hvis man tror, at det er en enkel forretning af håndtering levnedsmiddelindustriens restprodukter, bør man tro om igen. ScrapTrans A/S skal have miljøgodkendelse og godkendelse fra både Plantedirektoratet og Skat for at kunne håndtere produkterne, ligesom virksomheden skal kunne varetage en ganske omfattende dokumentation og indberetning.
”Godkendelserne er vore kunders garanti for en korrekt og optimal behandling af produkterne. Det gælder også, når afgiftspligtigt affald skal denatureres, altså gøres uanvendeligt til det oprindelige formål”, siger direktør Søren Christensen.
Teletruk er JCB’s specialtruck
Teletruk’en kom på markedet for en halv snes år siden, og siden er den blevet valgt af virksomheder, som har brug for ikke blot at kunne løfte en palle lodret, men også række den fremad. Den mulighed gør Teletruk meget velegnet til ensidig læsning og losning af lastbiler eller containere, men det giver også flere muligheder i den interne transport i virksomheder, hvor et lager eksempelvis kan udnyttes bedre, når trucken kan placere en palle i anden position på et pallereolsystem.
JCB Teletruk’en udnytter et konstruktionsprincip, som JCB har været blandt pionererne inden for. Den er skabt over samme læst som en stor teleskoplæsser med truckgaflen placeret for enden af en teleskoparm. Det giver både længere rækkevidde og mulighed for fleksible løft i forhold til en almindelig truck.
Foto: Direktør Søren Christensen i den nye JCB TLT30D Teletruk, som er leveret af Nicolaisen & Larsen A/S i Ulfborg med Steen B. Knudsen som sælger. Gaflen er udstyret med en ekstra sikring mod, at kar vælter. Teleskoparmen giver mulighed for at række hele vejen ind over ladet på en lastbil, som man kan læsse og losse den fra én side.

Reesink Construction
Holmegade 58
6990 Ulfborg
Holstebro Kommune
Danmark
CVR nummer: DK45150615

Send til en kollega

0.047