23948sdkhjf
Del siden
Annonce

1949-villa fremtidssikres frem til 2020

Midt i Koldings gamle bydel er en ældre beton-villa fra 1949 blevet omdannet til en energirigtig og fremtidssikret bolig.

Udover at bygge et smukt og komfortabelt hjem til familien Thorning var formålet med Coat House-projektet i Kolding at teste nogle af Fiberlines egne byggematerialer i samspil med produkter fra bl.a. Cembrit, der har kendte positive egenskaber i forhold til styrke, holdbarhed og fugt.

”Huset blev opdateret arkitektonisk og energiteknisk, så det nu er langt mere moderne, og målet var også at nå en standard, der både på design, energiforbrug og komfort med rette kan forventes at forblive up-to-date frem til 2020”, forklarer bygherre Peter Thorning. Han er samtidig innovationschef hos Fiberline Composites, der leverer plastkompositter til bl.a. byggeriet.

3-lags facadekonstruktion
Den ydre facadekonstruktion på det usædvanlige byggeri består af tre dele med 300 mm. glasuld inderst. Udenpå isoleringen monteres Cembrits vindspærre-plader, der skal lukke af for isoleringen og sikre brandafspærring. Vindspærre-pladerne, der er fremstillet i miljøvenlig fibercement, anvendes til opbygning af det vind- og vandtætte lag i ydervægskonstruktionen, fordi de er diffusionsåbne og derfor modvirker fugtophobning i ydervægskonstruktionen.

Den yderste del af facadebeklædningen udgøres af et halvgennemsigtigt glasfiberkomposit fra Fiberline, og det skal fungere som ventileret facade og regnskærm. Den tredelte konstruktion er usædvanlig herhjemme, men under sydligere himmelstrøg har man for længst opdaget fordelene ved denne måde at bygge på - bl.a. fordi bygningen får mulighed for at ”ånde”. På huset i Kolding anvendes konstruktionen også som tagbelægning på tilbygningen – dog med en kraftigere fibercementplade, der ligeledes leveres af Cembrit.

Murstensvæg for tyk
Tykkelsen er ifølge Peter Thorning en anden væsentlig fordel ved den nye facadeløsning. Med det kraftige lag isolering vurderer Peter Thorning, at en traditionel murstensvæg ville have gjort murene uforholdsmæssigt tykke.

”Med 300 mm. isolering plus det løse i form af indervægge osv. ville konstruktionen med en murstensvæg yderst efter min mening blive uacceptabelt tyk”, lyder det fra Peter Thorning. Han fortsætter:

”Vi har intet videnskabeligt belæg for det, men jeg tror personligt på, og alting tyder også på, at den konstruktion, vi prøver af her, vil hjælpe med at ventilere om sommeren og med til at holde på varmen om vinteren. Målinger vise, om vores formodninger holder stik”.

Levetid: 50 år
Et vigtigt element i Coat House-projektet er ambitionen om at leve op til kravene i lavenergiklasse 1. I den forbindelse spiller isoleringen af ydermurene og forseglingen med Cembrits vindspærre-plader en afgørende rolle. Men også vinduerne, der til dels er fremstillet af plastkompositmateriale fra Fiberline, bidrager til energibesparelser og hertil kommer den sidegevinst, at hverken facade eller vinduer skal vedligeholdes. Begge dele kan nemlig males, hvis det ønskes, men det er ikke nødvendigt.

”Man kan sammenligne facadekonstruktionen med konceptet for lag-på-lag tøj”, forklarer Peter Thorning. ”Inderst en varm fleece – isoleringen fra Isover – derudover en ventileret jakke – vindspærre-pladerne fra Cembrit – og yderst en skaljakke – beklædningen fra Fiberline”.

Også målt på holdbarhed og vejrbestandighed er ambitionerne for Coat House-projektet høje. Et kriterium i materialevalget er således, at facadekonstruktionen skal kunne bestå uden større renoveringer i op til 50 år.

”Vi har store forventninger til, at Coat House-projektet vil vise vejen for facadeløsninger, der endnu ikke er så almindelige herhjemme, men som giver interessante muligheder for at forene design, holdbarhed og energieffektivitet. Med fortsat stigende energikrav er der ingen tvivl om, at der bliver behov for at tænke nyt i boligbyggeriet, og det her er et godt bud på en fremtidig facadeløsning”, lyder kommentaren fra innovationschef i Cembrit Magnus Sommer, der har fulgt projektet tæt.

En helt ny vision
Ifølge Peter Thorning var det oprindelige hus af høj kvalitet, men ikke længere tidssvarende – bl.a. fordi et rektangulært grundplan og et ret uspændende design prægede eksteriøret. Det står nu til at ændre sig:

”Villaen er uigenkendelig. Vi har udvidet huset med ca. 25 pct., skiftet alle vinduerne og sat ny facade op overalt. Facaden og taget på tilbygningen giver huset et helt nyt udtryk, der er meget mere moderne og vil bære meget præg af materialerne glas og glasfiber”, siger Peter Thorning.

Arkitektens kongstanke med den innovative facade var at opnå en både æstetisk og teknisk overlegen løsning. Facadekonstruktionen bidrager desuden til et bedre indeklima, og for at sikre yderligere komfort i huset udstyres facaden med et system til automatisk ventilations- og solafskærmning samt et varmegenvindingssystem.

Swisspearl Danmark A/S
Gasværksvej 24, 1. sal
9000 Aalborg
9000 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK58711713
P nummer: 1002086335

Send til en kollega

0.063