Klar til vækst med ISO 9001-certificering på plads
Vokseværket i virksomheden Kran-Kompagniet skabte behov for en ISO 9001-certificering - en rejse, de tog med Bureau Veritas.
På 8 år har de tre partnere Casper Petersen, Morten Eriksen og Mikkel Eriksen udviklet virksomheden Kran-Kompagniet ApS fra at være tre mand og en Mobilkran til i dag at være en landsdækkende Kran-virksomhed. De tre partnere er enige om, at deres grundværdier om høj kvalitet og god service er hemmeligheden bag virksomhedens succes.
Vokseværk skabte behov for ISO 9001-certificering
Hos Kran-Kompagniet har de tre ejere overvejet at blive ISO 9001-certificeret flere gange, men den endelige beslutning blev taget i 2018 i takt med, at virksomheden skulle løfte større og mere komplekse opgaver.
”Vi har efterhånden fået en størrelse, hvor vi er klar til at byde ind på større projekter inden for vindmølleindustrien, energiforsyning og infrastruktur. For at komme i betragtning til disse projekter, er det et typisk krav, at vi er ISO-certificeret. Derfor har vi taget fat i Bureau Veritas,” fortæller Administrerende Direktør Casper Petersen.
Stærke grundværdier har været en styrke i implementeringen af ISO 9001
Selvom de tre ejere altid har haft meget fokus på kvaliteten af deres arbejde og sikkerheden for alle virksomhedens ansatte, så var det var ikke helt uden spænding, at Kran-Kompagniet gik i gang med at undersøge, hvad der skulle til for at blive ISO 9001-certificeret.
”Heldigvis har det været en rigtig positiv oplevelse,” fortæller Casper Petersen og fortsætter: ”Igennem forløbet har vi fået bekræftet, at vi har fuldstændig styr på sikkerhedsprocesser omkring krandriften og arbejdsmiljøet. Det har været positivt at få bekræftet, at vores grundværdier og store fokus på kvalitet og sikkerhed har været i orden. Processerne manglede blot at blive formaliseret i ISO-systemet,” forklarer han.
I takt med, at ledelse og medarbejdere har fået talt om og arbejdet med de forskellige temaer i ISO-systemet, har de også fået implementeret nye ideer og forbedrende handlinger.
Godt samarbejde med Bureau Veritas
De tre ejere er enige om, at det har været en positiv oplevelse at blive certificeret hos Bureau Veritas.
Casper Petersen indrømmer: ”Til at starte med havde vi nogle fordomme om, at vi skulle møde en auditor, der talte konsulentsprog, som var meget fjernt fra vores hverdag – det var heldigvis ikke tilfældet. Samarbejdet med Bureau Veritas har været en positiv oplevelse, ” og han uddyber: ”Den Lead Auditor, vi har haft kontakt med, har først og fremmest været meget fleksibel i forbindelse med planlægning af audit. Vi fik en oplevelse af, at hun havde et godt blik for vores virksomhed, vores hverdag og en rigtig god forståelse for vores processer og ikke mindst blik for, hvordan vi kunne blive endnu skarpere.”
Certificeringen har båret frugt
Med ISO 9001-certificeringen i hus har Kran-Kompagniet allerede landet nye aftaler, der var afhængige af ISO-certificeringen. Ud over de konkrete ordrer betyder ISO-certificeringen, at Kran-Kompagniet i dag arbejder mere bevidst med deres processer. Virksomheden fremhæver samtidig, at øvelsen i at gennemgå organisationen og dens processer ud fra ISO 9001-standarden har været god, og at de kan arbejde konstruktivt med rapporterne fra den eksterne audit og dermed blive endnu bedre og skarpere på deres egne processer.
”På nogle områder har vi fået en mere systematisk tilgang, på andre områder har vi fået helt nye ideer. Vi er bevidste om, at vi er i konstant udvikling og vi arbejder hele tiden med forbedrende handlinger,” slutter Casper Petersen.
Læs mere om Kran-Kompagniet på virksomhedens hjemmeside eller følg med på facebook.